29/11-04
-
Pressemeddelelse
Ensomhed dræber
Alt for mange ældre er ensomme, og det afspejler sig direkte i antallet af selvmord. Danmarks største ældreorganisation, Ældremobiliseringen, arbejder for at skabe sociale netværk for ældre og markerer nu toårs-jubilæet for projektet Ældres Trivsel Lokalt. Det foregår på en konference onsdag den 1. og torsdag den 2. december på Hotel Australia i Vejle.
Initiativet Ældres Trivsel Lokalt har indtil videre resulteret i 223 projekter med 3.571 frivillige. Det er Ældremobiliseringen stolt af, specielt fordi ikke alle kommuner støtter Ældres Trivsel Lokalt. Aktiviteterne er for eksempel datastuer, etnisk café, idræt, besøgsvenner, værksteder og madklubber. Alt sammen er med til at skabe netværk, der modvirker og bekæmper den ensomhed, som rammer mange. Risikogruppen er specielt mænd over 75 år, der er fraskilte eller enkemænd. I den gruppe er der dobbelt så stor risiko for selvmord, som hos de ældre over 75 år, der er gift. I 2000 var der i Danmark 14 selvmord pr. 100.000 indbyggere, men blandt mænd over 75 år var der 52 selvmord pr. 100.000 personer.
På konferencen vil der være workshops, hvor ældre vil fortælle om de aktiviteter, som de er involveret i. Blandt de andre programpunkter er et oplæg af formanden for Foreningen af Socialchefer i Danmark, Ole Pass, samt debat om frivilligt arbejde (se program).
Ældremobiliseringen kårer også Årets frivillige på konferencen. Alle amter er blevet bedt om at indstille en person eller en gruppe, som har gjort en særlig indsats i Ældres Trivsel Lokalt. Heraf er syv blevet nomineret, og vinderen vil blive kåret ved afslutningen af konferencens første dag.
Journalister, der ønsker at overvære konferencen bedes kontakte sekretariatschef i Ældremobiliseringen Gitte Olsen på tlf. 35 35 26 99.
På www.aktivitetsoversigt.dk er der et overblik over de Ældres Trivsel Lokalt-aktiviteter, som i øjeblikket foregår i lokalområderne.
Ældremobiliseringen er et samarbejde mellem Pensionisternes Samvirke, LO Faglige Seniorer, Omsorgsorganisationernes Samråd, Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark samt Den fynsk/jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger i Danmark. I alt er 450.000 personer, eller cirka halvdelen af alle danskere over 60 år, med i organisationerne.
Relevant information
http://www.aeldremobiliseringen.dk