07/11-05
-
Pressemeddelelse
Plejehjemsgaranti skader projekter for ældre
Danmarks største ældreorganisation mister tilskud til velgørende formål på grund af regeringens plejehjemsgaranti.
Plejehjemsgarantien skal finansieres via penge fra satspuljen, der normalt tilgodeser frivillige organisationers arbejde. Det betyder, at der bliver færre penge til projekter og aktiviteter, som gavner ældre.
- Socialministeren burde lade plejehjemsgarantien indgå i regeringens kommende lovforslag om flere valgmuligheder for ældre - eller i det mindste lade garantien finansiere via finansloven i stedet for at tage penge fra satspuljen, siger formand for Ældremobiliseringen Knud Kingo Christensen.
Ældremobiliseringen og andre frivillige organisationer ansøger jævnligt om tilskud til projekter, der netop er med til at sætte fokus på områder, som regeringen og Folketinget ikke har samme mulighed for at præge.
Satspuljen (0,3 procent af overførselsindkomsterne) blev i sin tid oprettet for, at partierne bag den kunne fordele penge blandt overførselsindkomstmodtagerne, især til de svageste grupper.
Knud Kingo Christensen retter også sin kritik mod selve planen om plejehjemsgaranti, der altså risikerer at koste frivillige organisationer penge. Planen om maksimalt to måneders ventetid, vil føre til en hårdere vurdering af, hvem der kan komme på plejehjem.
- Det vil stadig være den enkelte kommunes visitationsregler, som afgør, om en ældre person kan komme på venteliste. Er der ikke pladser nok, bliver de svage ældre blot visiteret endnu hårdere, siger Knud Kingo Christensen.
Ældremobiliseringen blev stiftet i 1992 og er et samarbejde mellem følgende fem ældreorganisationer:
Pensionisternes Samvirke, LO Faglige Seniorer, Omsorgsorganisationernes Samråd, Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark og Den fynsk/jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger i Danmark.
Organisationerne i Ældremobiliseringen repræsenterer tilsammen omkring 1.200 foreninger og flere end 450.000 pensionister.
Relevant information
http://www.aeldremobiliseringen.dk