22/10-12
-
Pressemeddelelse
Stress på arbejdspladsen er en dårlig forretning
Forskere fra DTU har netop gennemført et projekt, som viser, at virksomhederne kan få både gladere og mere effektive medarbejdere, når stress bliver behandlet som hele arbejdspladsens problem.
Det har altid været både billigere og lettere at forebygge frem for at helbrede. Og nu ligger der altså også en rapport, som viser, at det også er tilfældet, når det handler om stress. At det forholder sig sådan burde dog ikke komme som den store overraskelse, da det på mange andre arbejdsmiljømæssige områder, har givet gode resultater, når der er blevet taget hånd om udfordringerne.
Det koster dyrt
At det koster virksomhederne dyrt at have stressede medarbejdere er der ingen tvivl om. Stress koster omkring 1½ million ekstra fraværsdage på årsbasis. Beregninger viser, at det koster ca. 500.000 kr. at erstatte en sygemeldt medarbejder med en akademisk baggrund og 300.000 kr. for en medarbejder uden. Og hertil kommer så tab af viden, forsinkelser, ekstra belastning af de øvrige medarbejdere og andre lignende omkostninger.
"Undersøgelsen bekræfter, de erfaringer jeg har fra mine kunder. Når virksomhederne og de ansatte samarbejder om at få styr på stressen, kan de opnå rigtig gode resultater. Det giver jo god mening, at virksomhederne lytter til deres medarbejdere, og at de i fællesskab prøver at indrette hverdagen og arbejdsforholdene, så de opleves mindre stressende. Herved bliver medarbejderne jo i stand til at udføre det arbejde, de er ansat til både bedre og mere effektivt," siger Tine Tangdal, stresscoach og indehaver af firmaet Balancepartner.
Alle skal bidrage til resultatet
Det er vigtigt, at både ledelsen og medarbejderne byder ind og kommer med ændringsforslag. Ifølge Tine Tangdal betyder det, at den enkelte medarbejder skal føle, at det er i orden at fortælle om ting, der ikke fungerer for vedkommende. For det kan nemlig være meget forskelligt fra person til person, hvad der skal til for at fungere godt. Det gør det selvfølgelig også mere komplekst at finde de parametre, der skal pilles ved, men det an være afgørende for resultatet.
Tre ting, der er vigtige, når du er leder:
· Vær tilgængelig for dine medarbejder i rimeligt omfang
· Hav kontakt med alle dine medarbejdere jævnligt, gerne dagligt eller ugentligt
· Vær klar i din kommunikation. Dine medarbejdere har brug for at vide, hvor de har dig
Tre ting, der er vigtige, når du er medarbejder:
· Lær dine egne grænser at kende. Går du for meget på kompromis, vil det gå ud over din arbejdsglæde og -evne
· Det du oplever, er lige så rigtigt, som det de andre oplever, også selv om det er helt anderledes
· Vær hjælpsom uden at være opofrende
At det er en god forretning at passe på sine medarbejder skulle helst være en naturlig del af ledelsesopgaverne. Desværre har det knebet nogle steder at se forretningsideen i det, men nu er der dokumentation for at det godt kan betale sig.
Relevant information
http://balancepartner.dk