28/09-09
-
Pressemeddelelse
BandBase indgår samarbejde med Citadel og TJECK
Ny aftale bringer dansk upcoming-musik ud til 250.000 læsere landet over.
Den 1. september begyndte BandBase.dk, som det første større musikmedie i Danmark, at anmelde enkeltnumre i stedet for albums. Baggrunden var et ønske om at anmelde musik på en måde, der stemmer overens med nye generationers lyttevaner, hvor digitale playlister og tracks har afløst cd'en.
Den 1. oktober indledes to nye samarbejder, der betyder at BandBase-redaktionens anmeldelser hver måned også bliver bragt på tryk, således, at godt 15 navne fra dansk musiks vækstlag, hver måned bringes ud til en ny og attraktiv målgruppe.
Den ene aftale er med kulturavisen Citadel, der distribueres til restauranter, butikker, biografer, teatre og uddannelsessteder i hele Storkøbenhavn. Den anden er med landsdækkende TJECK Magazine, som bl.a. distribueres til uddannelsesinstitutioner over hele landet og rammer lige ned i den, for musikere, mest attraktive målgruppe.
TJECK Magazines redaktør Michael Jepsen er begejstret for samarbejdet.
"Ved at være de første med singleanmeldelser viser BandBase.dk stor forståelse for, hvordan de unge i dag lytter til musik. Vi er glade for, at vores mange læsere nu både får singleanmeldelser fra BandBase.dk og de faste albumanmeldelser fra TJECKs musikanmeldere", siger Michael Jepsen.
Aftalerne betyder, at de navne, der anmeldes på BandBase.dk, får muligheden for at nå ud til de over 250.000 læsere som Citadel og TJECK tilsammen rammer, mens der samtidig bliver sat ekstra fokus på BandBase.dk, og dermed den danske upcoming-scene generelt.
Første gang BandBase kan opleves på tryk, er i dag, mandag den 28. september, hvor det nye TJECK, med The Asteroids Galaxy Tour på forsiden, udkommer. Næste gang bliver mandagen efter, hvor Citadels oktober-nummer er på gaden.
http://www.tjeck.dk/
http://citadellet.dk/
http://www.bandbase.dk/
BandBase.dk
BandBase.dk har eksisteret siden 1998 og er i dag det førende digitale medie, når det gælder formidlingen af ny, dansk musik og arbejdet med bedre vilkår for vækstlaget. Sitets 15.000 bandprofiler tilbyder 60.000 mp3-filer gratis og lovligt til godt 60.000 månedlige brugere. En aftale med KODA sikrer bæredygtigheden, da musikerne betales for at gøre musikken gratis tilgængelig.
Relevant information
http://www.bandbase.dk
Firma
BandBase ApS
Pilestræde 35, 2. th.
1112 København K,
Danmark
22 29 42 50
22 29 42 50
http://www.bandbase.dk