22/04-10
-
Pressemeddelelse
Bestyrelsen overdrager et professionaliseret Banedanmark
På dagens virksomhedsmøde i Banedanmark blev der aflagt årsregnskab for 2009 og bestyrelsen blev genvalgt. Det er kun for en kort stund, idet Banedanmark pr. 1. juni 2010 bliver en statsvirksomhed med reference til Transportministeriet. Mødet blev derfor det sidste virksomhedsmøde så udover at fremlægge resultaterne for 2009, gjorde bestyrelsen også status på de seneste seks års arbejde med udviklingen af Banedanmark.
Et styrket Banedanmark
Banedanmarks bestyrelse og organisation har gennem de seneste seks år arbejdet fokuseret på at opfylde regeringens ønske om at professionalisere virksomheden, stå for en genopretning af den danske jernbaneinfrastruktur samt klargøre virksomheden til at overgå til en selvstændig offentlig virksomhed, og dermed kunne udvikle sig og styre de store infrastrukturprojekter med den fleksibilitet, handlekraft og sparring mellem en professionel bestyrelse og direktionen, som en selvstændighed giver.
Bestyrelsen har presset på for at få en afklaring af Banedanmarks virksomhedsmæssige fremtid. Over for skiftende ministre har bestyrelsen også gjort klart, at såfremt man alligevel ikke ønskede at omdanne virksomheden, så var det mest rigtigt at føre Banedanmark tilbage i den tidligere struktur.
Da den nye transportminister har besluttet, at Banedamark ikke skal være en selvstændig offentlig virksomhed, så afleverer bestyrelsen med stor stolthed en organisation, der har gennemgået en markant forvandling, og nu fremstår som en professionel virksomhed, der er i fuld gang med at løse de udfordringer, den danske jernbaneinfrastruktur står overfor.
"Bestyrelsen er stolt af, at Banedanmark er blevet udpeget til at være den koordinerende organisation i arbejdet med at skabe bedre rettidighed. Det er et bevis på, at ministeren har stor tiltro til den organisation, vi afleverer," udtaler bestyrelsesformand Anne Birgitte Lundholt.
Banedanmarks nye rolle
Udover at varetage en mere koordinerende rolle i jernbanesektoren i forhold til rettidig togdrift skal Banedanmark også stå for udarbejdelsen af beslutningsoplæg om nye jernbaneanlægsprojekter, og dette område flyttes således fra Trafikstyrelsen til Banedanmark.
"Banedanmark er de sidste år nået meget langt i arbejdet med at genskabe en velfungerende jernbane. Der er nu sat gang i udviklingen af store projekter på jernbanen, og der er fuld gang i fornyelsen af jernbanen. Samtidig er det internt også en styrket professionaliseret organisation," siger Anne Birgitte Lundholt og fortsætter: "Det er et stærkt Banedanmark, der nu kan give sig i kast med at løfte de fremtidige udfordringer."
Årets resultater
På dagens virksomhedsmøde blev der også gjort status over fremdriften i arbejdet med at genskabe en velfungerende jernbane. I 2009 er jernbanen blevet vedligeholdt for 1 mia. kr. og fornyet for over 2 mia. kr. Med udgangen af året var antallet af hastighedsnedsættelser på grund af sporets tilstand på det laveste niveau i tre år. Og Banedanmark er nu i gang med at ruste jernbanen til fremtiden gennem det landsdækkende Signalprogram og opstarten på København-Ringsted forbindelsen.
Årets store fornyelsesprojekter var Svendborgbanen samt Sydbanen mellem Ringsted og Vordingborg. Og starten gik også for anlæggelsen af et dobbeltspor mellem København og Vigerslev.
Samlet er 38 % af de 1500 km spor, der skal ombygges inden 2014, nu gennemført. 62 broer fik også en overhaling i 2009, og dermed er nu 24 % af alle broer blevet fornyet.
Adm. direktør i Banedanmark Jesper Hansen er tilfreds med udviklingen.
"Det er meget tilfredsstillende, at vi med udgangen af 2009 er nået så langt med genopretningen af jernbanen, at vi i 2010 også har mulighed for at begynde at renovere på forkant, som det er tilfældet med S-togsstrækningen mellem Svanemøllen og Hillerød," siger Jesper Hansen.
Kanalregulariteten i top på S-banen. Fjernbanen kom ikke i mål
Forbedringen af banens tilstand slog også igennem på S-banen, hvor årets kanalregularitet for spor og signaler lå på 97,6 % eller 0,7 procentpoint højere end årskravet fra Transportministeriet.
Ved årets udgang var antallet af hastighedsnedsættelser på fjernbanen på grund af sporets tilstand bragt ned på det laveste niveau de seneste tre år. Alligevel betød lange udbedringstider af fejl i sporet i løbet af året, sammen med en stigning i operatørernes gensidige påvirkning af hinandens tog, at årets kanalregularitet på fjernbanen blev 93,3 %, eller 0,6 procentpoint under målet på 93,9 %.
"Modsat de foregående to år kom vi ikke i mål på fjernbanen. Det er ikke tilfredsstillende. Derfor er det vigtigt, at banen nu er i bedre stand i forhold til kanalregulariteten for 2010 og frem," fastslår Jesper Hansen og fortsætter: " Banens bedre tilstand er også et godt udgangspunkt for det kommende tværgående samarbejde mellem Trafikstyrelsen, operatørerne og Banedanmark med at sikre passagererne rettidig togdrift i Danmark."
Årsregnskab 2009
Med årets regnskab er det nu fjerde år i træk, at Banedanmark har aflagt et regnskab uden anmærkninger.
"Det er meget tilfredsstillende, at Banedanmark nu for fjerde år har aflagt et anmærkningsfrit regnskab," siger bestyrelsesformand Anne Birgitte Lundholt og fortsætter: "Man kunne naturligvis spørge, om det ikke er den mest naturlige sag i verden. Men det er ikke tilfældet for en virksomhed af Banedanmarks art. Det er kun blevet tilfældet, fordi virksomheden netop har ageret som en selvstændig virksomhed med en god sparring mellem bestyrelse, direktion og revision."
Et stk. jernbane til 32,6 mia. kr.
I 2009 blev der sat pris på jernbanen, helt ned til hvert enkelt element. Dermed kan Banedanmark nu opgøre sine aktiver tilsvarende andre virksomheder. Med udgangen af året stod den danske jernbane i 32,6 mia. kr. og havde en genanskaffelsesværdi på 92 mia. kr. De helt tunge områder er spor og broer, der hver er mere end 10 mia. kr. værd. Opgørelsen viser eksempelvis også, at Banedanmark blandt andet ejer 4028 sporskifter, 1976 køreledningsanlæg, 1714 broer, 550 perroner og 103 elevatorer.
Fremtidens år
2009 var et historisk år for jernbanen med beslutningerne om at etablere en forbindelse over Femern Bælt samt en ny strækning mellem København og Ringsted.
"Med beslutningen om København-Ringsted er kapaciteten på jernbanen fremtidssikret, og der er skabt mulighed for dobbelt så mange tog om 20 år. Det gearer jernbanen til at tage en stor del af de kommende års vækst i trafikken til gavn for både samfundet og miljøet", kommenterer Anne Birgitte Lundholt.
I starten af 2009 blev der også truffet den endelige beslutning om en totaludskiftning af jernbanens gamle og slidte signalanlæg på både fjernbanen og S-banen. Hele forarbejdet til vedtagelsen i Folketinget var en proces, hvor organisationen, bestyrelsen og internationale rådgivere har haft et meget tæt samspil. Banedanmark står nu på tærsklen til den store udbudsrunde for signalerne til fjernbanen - en omfattende og vigtig proces, der er afgørende for, at de nye systemer leveres til tiden, til prisen og i den rette kvalitet.
Banedanmarks årsrapport kan downloades på www.banedanmark.dk, hvor du også finder vores elektroniske årsberetning.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk