27/04-10
-
Pressemeddelelse
Øget indsats mod graffiti
Banedanmark er i fuld gang med at få fjernet graffiti rundt om i landet - og dermed udmønte den graffitipulje på 9 mio. kr., der blev vedtaget fra politisk side i efteråret 2009. Og antallet af stationer, der får fjernet graffiti, bliver nu udvidet kraftigt i hele landet.
For at indsatsen skulle komme flest mulige til gavn, har første prioritet været at fjerne graffiti på alle stationer med mere end 6.000 daglige passagerer. Og det arbejde er i fuld gang. Der er gennemført en god planlægning med entreprenørerne, således at arbejdet kan udføres særdeles effektivt, og derfor er Banedanmark nu i gang med at fjerne graffiti fra flere stationer end forudsat.
"Det har vist sig muligt for os at udvide antallet af stationer i hele landet. De ekstra stationer er udvalgt ud fra, at de er særligt plaget af graffiti, og her er bl.a. Kystbanens tunneller kommet med," siger sektionschef Helle Bøhl-Møller, Banedanmark, og fortsætter:
"Der er jo desværre nok at tage fat på. De seneste fire uger har vi eksempelvis fået afrenset graffiti på 2.295 m2 og fået påført 110 m2 antigraffitimiddel på 20 forskellige stationer, og nogle af disse stationer har vi serviceret flere gange i løbet af den sidste måned."
I alt fjernes der nu graffiti på ca. 40 stationer i Østdanmark og ca. 140 stationer i Vestdanmark.
Ud over denne særlige indsats, fjerner Banedanmark fortsat den graffiti på alle stationer, som enten er til fare for sikkerheden eller som er anstødelig.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk