28/04-10
-
Pressemeddelelse
Kystbanen får besøg af ildtoget
Fra på søndag til på tirsdag kan naboer til Kystbanen få et glimt af Banedanmarks ildsprudende slibetog om natten.
Fra søndag den 2. til tirsdag den 4. maj om morgenen skal Banedanmark slibe skinner på Kystbanen mellem København H og Nivå. Slibetoget begynder at arbejde ved 21-22 tiden om aftenen og slutter ved 5-6 tiden om morgenen for ikke at forstyrre passagertogene.
Mindre støj fra nyslebne skinner
Togets 32 slibesten fjerner bittesmå rifler og bølger på skinnerne, og selvom der ikke slibes ret meget metal af skinnerne, er effekten stor.
- Når ujævnhederne er væk, bliver støjen fra skinnerne 10 decibel lavere. Det kan øret opfatte som en halvering af støjen. Så for de nærmeste naboer betyder det utroligt meget, at Banedanmark sliber skinnerne jævnligt, fortæller vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup fra Banedanmark.
Dyrt slibetog sparer penge
Skinneslibetoget tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International og har italiensk personale.
Skinneslibningen foregår efter en meget stram tidsplan, så toget kan udnyttes optimalt, mens det er i landet.
- Det koster Banedanmark mere end 130.000 kr. pr. nat at få slebet skinner. Men da slibningen jo forlænger skinnernes levetid, sparer Banedanmark alligevel millioner af kroner ved at slibe hvert år, fortæller Pernille Skovrup.
- Hvis vi ikke fjerner de små ujævnheder jævnligt, kan det give uhensigtsmæssigt store vibrationer i sporene og føre til, at både skinner, sveller og skærver får meget kortere levetid.
Ildtoget overnatter i Taastrup
Mens ildtoget arbejder på Kystbanen, parkerer husvognene, som de italienske banearbejdere bor i, på skinnerne i Taastrup. Også skinneslibetoget holder parkeret i Taastrup om dagen.
Kontakt og information
For yderligere information om skinneslibningen kan vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup kontaktes inden for normal arbejdstid på telefon 8227 2372. Byggeleder Steen-Erik Snitkjær kan - ligeledes inden for normal arbejdstid - kontaktes på telefon 8227 2373. Banedanmarks pressevagt træffes på telefon 8234 1313.
Fakta om slibetoget
Skinneslibetoget tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International.
De otte italienere, som betjener slibetoget, bor i beboelsesvogne, som parkeres i de områder, hvor slibetoget arbejder.
Slibetoget har 32 slibesten, der hver især kan indstilles i forskellige vinkler, såle-des at hver enkelt slibesten kan anvendes, hvor der er behov for at fjerne metal.
Slibetoget kører 3-6 gange på samme strækning for at fjerne bittesmå rifler og bølger på skinnerne. Hver aften og nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 km skinner færdigt i det tidsrum, der kører få eller ingen tog på en strækning.
Toget bruger 100-120 l diesel i timen. Det kan arbejde i ca. 40 timer på en tank diesel med 5.000 liter dieselolie.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk