22/07-10
-
Pressemeddelelse
Ny tunnel skal give nem adgang fra Hjørring midtby til Bispetorv Bycenter
Fra tirsdag den 27. juli og frem til fredag den 30. juli bliver togdriften mellem Hjørring og Frederikshavn erstattet med busser. Det skyldes, at Banedanmark i samarbejde med en række andre aktører skal lave en ny tunnel, som binder Hjørring midtby sammen med det nye Bispetorv Bycenter.
Fremover bliver det nemt for bilister og andre trafikanter at komme fra Hjørring midtby og over til det nye Bispetorv Bycenter.
I samarbejde med HP Byg A/S er Banedanmark nemlig i fuld gang med at grave ud til en ny tunnel, der i fremtiden gør det muligt at passere under jernbanen og dermed binde de to bydele sammen.
"I øjeblikket er vi i gang med at udgrave ramperne på hver side af tunnelen, så alt er klar til på tirsdag, hvor de store tunnelrør skal løftes på plads under jernbanen," fortæller Per Lønborg Pedersen, som er rådgivende ingeniør for Banedanmark.
Flere specialister fra Banedanmark vil være til stede, når de 75 betonelementer skal placeres under skinnerne - og herefter tilsammen udgøre de to tunnelrør. Hvert tunnelrør har en bredde på ca. 6 meter og en længde på ca. 22 meter.
Arbejdet kræver meget præcision, og man er nød til at fjerne eksisterende skinner og hele sporkassen, som er bunden under skinnerne, før der kan udgraves en byggegrube til de store tunnelrør. Når rørene er placeret korrekt skal de sammenstøbes og fugtisoleres. Herefter skal sporkassen genopbygges med sand, grus og skærver. Til sidst skal skinnerne genetableres og justeres, så togene igen kan komme til at køre.
Arbejdet omfatter bl.a. også etablering af to nye hovedkloakledninger og en række afløbsledninger. Der arbejdes i døgndrift i de 76 timer, der er afsat til at udføre arbejdet i. Det gør man for at blive færdig hurtigst muligt, og dermed mindske generne for togpassagererne.
I hele perioden vil der køre busser som erstatning for togene.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk