23/11-10
-
Pressemeddelelse
Banedanmark godt rustet til kampen mod sneen
Sidste vinter vil blive husket for to ting - den var kold og den varede længe. Nu nærmer endnu en vinter sig, og Banedanmark har intensiveret indsatsen for, at togene kan komme frem. Og uanset om vinteren bliver mild, eller den bringer snestorm, sneplovskørsel og stærk fygning, så er beredskabet på plads; både i sporet og på perronen.
For at sikre, at trafikken kan afvikles så godt som muligt, holdes der på Banedanmarks fjernstyringscentraler og kommandoposter ekstra godt øje med DMI's udmeldinger, og på det daglige trafikmøde mellem Banedanmark og de forskellige jernbaneoperatører bliver det så endelig besluttet, hvad der skal tages af forholdsregler.
"Så snart, vejrudsigterne bare begynder at antyde, at det bliver hvidt udenfor, går vi i aktion. Vi har stillet skarpt på vores procedurer for vinterberedskabet, så vi har sat alt ind for ikke at blive overrasket af vejret," siger Alex Skovly Nielsen, der er ansvarlig for Banedanmarks vinterberedskab.
Når det sner, så drejer det sig primært om at sikre, at sporskifterne stadig kan fungere, og at rangerarealer og adgangsveje er ryddede og farbare. En stor del af sporskifterne er opvarmede, men ender det med kraftig fygning, som er jernbanens fjende nummer ét om vinteren, vil medarbejdere fra Banedanmark, DSB og DSB S-tog sørge for at feje de vigtigste sporskifter fri for sne.
Kommer sneen ned i så store mængder, at sporet skal ryddes med sneplov, har Banedanmark fire sæt sneplove, der er placeret i henholdsvis Struer, Århus, Odense og Roskilde. Sneplovene er i stand til at klare op til tre meter høje driver, og herudover råder vi over et antal mindre sneplove, der kan monteres på de gule arbejdstroljer.
Skridsikre perroner
På perronerne går Banedanmark over til at benytte Leca letklinker, der er et keramisk produkt. Hermed opnår Banedanmark en stor miljømæssig gevinst. Valget af leca betyder også, at beplantningen rundt omkring stationerne ikke får kvælstofforgiftning og dør, og samtidig er der tale om et skridsikkert alternativ til andre former for glatførebekæmpelse.
Lecaen får ikke sneen til at tø, men lægger sig oven på sneen, når den om morgenen bliver spredt ud på perronen.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk