05/01-11
-
Pressemeddelelse
Nyt overhalingsspor i Ringsted betyder ændret togtrafik
Fra den 7. til den 14. januar tilslutter Banedanmark det nye overhalingsspor i Ringsted til det øvrige banenet. Mens arbejdet foregår, vil der være ændringer i togtrafikken.
For at øge kapaciteten på hovedstrækningen mellem København og Fyn har Banedanmark siden foråret 2009 arbejdet på at anlægge et to km. langt overhalingsspor langs banen øst for Ringsted Station. Sporet kan nu tages i brug, og i ugen fra den 7. til den 14. januar foretager Banedanmark de sidste sikringstekniske arbejder, der slutter sporet til den øvrige bane.
"Overhalingssporet er ét blandt flere tiltag, som skal give mulighed for at køre flere tog og give bedre regularitet på Danmarks travleste strækning", siger projektleder i Banedanmark Jens Peter Storck. "Hvor der hidtil nemt dannede sig trafikale propper, når et langsomt kørende godstog lå foran de hurtigere passagertog, kan gods- og regionaltog nu så at sige smutte ind til siden på det nye spor og give plads til overhaling. Der bliver altså en mere stabil togdrift. "
Lige nu har Banedanmark travlt med at flytte 4.400 ledninger og lægge 40 km. kabler forud for ibrugtagningen.
"Fredag den 7. januar kl. 22 slukker vi for signalerne på en fire km. lang strækning og begynder at flytte rundt på dem", siger Jens Peter Storck. "Signalerne skal stå med kortere mellemrum, der skal være flere af dem, og vi skal flytte sikringshytter og meget mere. Størstedelen af arbejde foregår i weekenden, og derefter skal vi teste systemet igennem. Lørdag den 15. januar er vi helt færdige med arbejdet, og det nye spor er i brug."
Mens arbejdet foregår, og signalerne er slukkede, er der væsentlige ændringer i togtrafikken. DSB's trafikinformationschef Tony Bispeskov opfordrer DSB's kunder til at søge oplysning i god tid om deres rejser i perioden fra fredag aften den 7. januar til søndag formiddag den 16. januar. Det kan de gøre enten via Rejseplanen, via særkøreplanen, som er tilgængelig på www.dsb.dk, eller hos DSB Kundeservice på telefon 70131415.
"Der er tale om en meget omfattende særkøreplan, og der er stor forskel på trafikken i weekenderne og på hverdagene i uge 2. Det er derfor ikke nemt i få ord at beskrive ændringerne. Skal man være fremme til et bestemt tidspunkt, kan det være nødvendigt at vælge en afgang tidligere end normalt", siger Tony Bispeskov.
Arbejdet med at koble overhalingssporet i Ringsted på hovedstrækningen slutter lørdag morgen den 15. januar, men allerede lørdag aften begynder et andet entreprenørarbejde, som påvirker togtrafikken. Vejdirektoratet bygger en bro over jernbanen ved Roskilde, og det betyder, at der ikke kører tog, men busser mellem Roskilde og Ringsted fra lørdag kl. 18 til søndag kl. 10.
Tony Bispeskov gør opmærksom på, at Rejsetidsgarantien gælder i forhold til særkøreplanen.
Yderligere information om arbejdet hos Banedanmark via pressevagten på telefon 8234 1313
Relevant information
http://www.banedanmark.dk