Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/02-11   -   Pressemeddelelse

Nye jernbaneanlæg fra Ringsted til Femern Bælt forbindelsen

Banedanmark inviterer til dialog om de nye jernbaneanlæg, der skal bygges mellem Ringsted og Holeby på Lolland. Strækningen skal elektrificeres, og der bygges et ekstra spor fra Vordingborg til den kommende Femern Bælt tunnel. Det kommer både de lokale passagerer på Sydbanen og passagerer mellem Sjælland, Fyn og Jylland til gode.

Banedanmark er i fuld gang med at forberede nye jernbaneanlæg fra Ringsted til det sydlige Lolland. Og nu får alle interesserede mulighed for at give deres besyv med om de planlagte anlæg. Frem til den 10. april er der offentlig høring om projektet Femern Bælt - danske jernbanelandanlæg.

Ekstra spor og elektrificering
Mellem Vordingborg og landfæstet for Femern Bælt forbindelsen skal der bygges et ekstra spor, der skal elektrificeres hele vejen fra Ringsted, nogle steder skal sporene rettes ud, og mere end 50 broer skal ombygges eller udskiftes.

Udbygningen på strækningen vil give plads til flere tog - fortrinsvis godstog - og persontogene kan de fleste steder sætte farten op til 160 km/t eller 200 km/t - alt efter hvilken løsning, politikerne vælger.

"Det ekstra spor fra Vordingborg giver ikke kun plads til flere tog på Sydsjælland, Falster og Lolland. Det har også afgørende betydning for den hårdt belastede jernbanestrækning mellem Sjælland, Fyn og Jylland, fordi de gennemkørende godstog til Tyskland fremover kan benytte Sydbanen og den faste Femern Bælt forbindelse," siger Martin Munk Hansen, der er områdechef i Banedanmark.

For både passager- og godstog, der benytter Femern Bælt forbindelsen, bliver køretiden væsentligt kortere. F.eks. kan passagerer på sigt rejse mellem København og Hamburg på godt 3 timer, hvor den hurtigste forbindelse i dag tager ca. 4½ time.

Hensyn til natur og mennesker
Når Banedanmark projekterer de nye landanlæg til Femern Bælt forbindelsen, bliver det samtidig undersøgt, hvordan mennesker og natur bliver påvirket under byggeriet, og når de nye anlæg er taget i brug.

"Danmark og Tyskland har indgået en traktat om, at jernbaneanlæggene på begge sider af Femern Bælt forbindelsen skal udbygges. Vores opgave i Banedanmark er at finde løsninger, som opfylder de trafikale behov, og som tager flest mulige hensyn til natur og mennesker," siger Martin Munk Hansen.

Selvom Banedanmark tager mange hensyn, kan det ikke undgås, at en del mennesker, vil blive påvirket - af støj, vibrationer, ekspropriation osv.

For at afhjælpe de støjgener, som godstogene på strækningen vil forårsage, forventes det, at der opsættes 18 km støjskærme, og at der inden for projektet skal betales facadeisolering for ca. 1.900 boliger.

Desuden er der mere end 100 ejendomme, der skal eksproprieres, fordi der skal bruges plads til de nye anlæg eller på grund af sikkerhedsafstand til jernbanen.

Martin Munk Hansen opfordrer alle, der har en interesse i udbygningen af jernbanen fra Ringsted til Femern Bælt forbindelsen til at tage del i den debat, der blandt andet vil foregå på seks borgermøder i Næstved, Vordingborg, Nørre Alslev, Eskilstrup, Nykøbing F. og i Holeby på Lolland.

Projektet er i offentlig høring fra 11. februar til 10. april 2011, og i den periode kan alle, der har idéer, forslag eller indsigelser henvende sig til Banedanmark. Eller de kan møde op på et af de seks borgermøder, der holdes lokalt.

"Borgerne skal ikke vælge løsning - det er ikke en folkeafstemning. Men vi vurderer og indarbejder de kommentarer og forslag, borgerne har - i det omfang det er muligt inden for de tekniske, miljømæssige og økonomiske rammer, der er for projektet. Derefter er det op til politikerne at træffe beslutningen om anlæggets endelige udformning," siger Martin Munk Hansen.

Få mere at vide
Banedanmark har udgivet en høringsudgave af miljøredegørelsen, som beskriver de konsekvenser, projektet har for omgivelserne. Høringsudgaven består indtil videre af tre hæfter, som alle er tilgængelige på Banedanmarks hjemmeside, www.banedanmark.dk/femern

På hjemmesiden er der flere oplysninger om projektet, blandt andet et dynamisk kort, som viser projektets lokale konsekvenser. I presserummet ligger der billeder og illustrationer.

Kontakt og information
Spørgsmål om projektet besvares via Banedanmarks pressemedarbejder på telefon 8234 1313.

Relevant information

http://www.banedanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Banedanmark
Amerika Plads 15
2100 København Ø, Danmark

  82 34 13 13

http://www.banedanmark.dk

Modtag nyheder fra Banedanmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater