24/03-11
-
Pressemeddelelse
Tre entreprenører vil bygge ny Nørreport Station
Der er nu taget endnu et skridt mod en ny Nørreport Station. Tre entreprenører er blevet prækvalificeret til at byde på det omfattende byggeri på et af Danmarks travleste trafikknudepunkter, Nørreport Station, der i de kommende fire år skal gennemgå en gennemgribende modernisering.
"Der er tale om en meget omfattende opgave, men vi står nu heldigvis med tre kvalificerede bydere, der kan hjælpe os med at gøre Danmarks travleste station til et smukkere og langt mere brugervenligt sted," siger projektchef for Ny Nørreport-projektet Mikael Bredsdorff fra Banedanmark.
De tre prækvalificerede bydere er MT Højgaard A/S, Konsortiet Pihl-Aarsleff Nørreport og et konsortium bestående af CG Jensen A/S, Christiansen og Essenbæk A/S og Kirkebjerg A/S.
Ny Nørreport er den fælles "hat", som de implicerede parter - DSB, Banedanmark og Københavns Kommune - er gået sammen under for at foretage den omfattende ombygning. Arbejdet går ud på at etablere en sammenhængende plads mod Fiolstræde og Kultorvet. Pladsen får nye, åbne og lette stationsbygninger og forsænkede pladser til cykelparkering. Derudover bygges der helt ny luftforsyning til den underjordiske fjerntogsperron, som ved samme lejlighed får en lettere modernisering. Endelig skal den underjordiske beton renoveres og en ny fugtmembran lægges ud til erstatning for den nuværende, som efterhånden er100 år gammel.
Projektet går i gang med de forberedende arbejder i oktober. Midt i december tager Ny Nørreport-projektet for alvor fat på at bygge ny station.
Relevant information
http://www.nynoerreport.dk