Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/04-11   -   Pressemeddelelse

Udbud om Den nye bane København-Ringsted i bynært område

Banedanmark har prækvalificeret 5 virksomheder til at give tilbud på endnu en stor rådgivningskontrakt for Den nye bane København-Ringsted over Køge.

Kontrakten omfatter strækningen på de 3,5 km fra Frugtmarkedet i Vigerslev, hvor den nye bane forgrener sig ud fra den eksisterende bane, til krydsningen under Avedøre Havnevej i Hvidovre. Rådgivningskontrakten indeholder optimering af linjeføringen samt projektering af konstruktioner, bl.a. 1300 m tunnel, 3 stibroer, en banebro over Harrestrup Å samt omlægninger af veje.

En rådgivningskontrakt der favner bredt

Arbejdet omfatter desuden geoteknisk vurdering af jordens egnethed som fundament for banen og en jordhåndteringsplan med forklassificering af jord. Derudover indeholder opgaven også detailprojektering for afvanding, vandsynsprotokol, støjgennemgang, vurdering af foranstaltninger for at modvirke vibrationsgener under anlægsfasen og efter ibrugtagning af banen samt et miljøprojekt for natur og fauna. I rådgivningsopgaven indgår også udarbejdelse af udbudsmateriale for entreprenørydelser.

5 er blevet prækvalificerede

De 5 prækvalificerede tilbudsgivere er: COWI A/S, CRT Copenhagen-Ringsted Team (svenske Sweco Infrastructure AB, Atkins Danmark A/S, EKJ Consulting Engineers A/S og tyske Ingenieurbüro Dipl.-Ing. H. Vössing GmbH), ISC Consulting Engineers A/S, NIRAS A/S og Rambøll Danmark A/S. Banedanmark forventer at indgå kontrakt med den vindende virksomhed den 23. juni 2011.

Banen skal anlægges med skohorn

"Vi er glade for både de danske og de udenlandske rådgiverfirmaers fortsatte store interesse for vores anlægsprojekt. Arbejdet med projektering af banen i det stærkt bebyggede og trafikerede område i København og Hvidovre byder på særlige udfordringer med store konstruktioner og sparsom plads. Nogle steder skal banen anlægges med skohorn," siger anlægschef Jette Aagaard fra Den nye bane København-Ringsted, Banedanmark.

Tidsplan for byggeri af den nye bane

I 2011-2013 vil Banedanmark foretage en række forberedelser langs banen, inden det egentlige anlægsarbejde kan begynde i 2013, når frosten er gået af jorden. I løbet af 2012 vil Banedanmark dog arbejde på nye broer forskellige steder langs strækningen. Banen er planlagt til at åbne i 2018. Det vil blive muligt at rejse fra Københavns Hovedbanegård til Køge på cirka 20 minutter, og en togrejse fra hovedbanen til Ringsted Station vil tage cirka 35 minutter.

Yderligere information via Banedanmarks pressevagt på tlf. 82 34 13 13

Læs mere om den nye bane på www.banedanmark.dk/københavn-ringsted

Relevant information

http://www.banedanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Banedanmark
Amerika Plads 15
2100 København Ø, Danmark

  82 34 13 13

http://www.banedanmark.dk

Modtag nyheder fra Banedanmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater