16/06-11
-
Pressemeddelelse
Nye spor til Syd- og Sønderjylland
25. juni starter Banedanmark en omfattende fornyelse af strækningerne mellem Bramming-Tønder og Esbjerg-Lunderskov til glæde for de mange passagerer. Samtidig renoveres 26 broer på strækningerne.
Passagererne i det sydjyske kan se frem til en bedre bane, når Banedanmark udskifter både spor, overkørsler og sporskifter mellem Esbjerg og Lunderskov samt Bramming og Tønder.
"På store dele af strækningerne har skinnerne ligget i over 40 år og trænger derfor til at blive udskiftet. For at blive færdige så hurtigt som muligt lukker vi banerne for togtrafik, mens vi arbejder" forklarer projektleder i Banedanmark Tom Serup Andersen.
Mens dele af strækningerne er lukket for togtrafik, bliver passagererne kørt med busser i stedet for tog.
Der ombygges i alt 61 km spor i Sydjylland - 18 km mellem Esbjerg-Lunderskov og 43 km mellem Bramming-Tønder, hvor også 13 sporskifter fornyes. Sporfornyelsen omfatter udskiftning af sporene i 29 overkørsler mellem Bramming og Tønder. Samtidig med at banerne er lukket for togtrafik, renoveres 26 broer, hvoraf to udskiftes helt. Nogle strækninger vil stå færdige i juli og august, og sporarbejdet er helt færdigt til november.
Færrest mulige generes
Banedanmark har planlagt at udføre det omfattende spor- og broarbejde, så lukningen af jernbanen generer mindst muligt.
"Vi starter ombygningen op til sommeren, hvor vi generer færrest mulige passagerer, og vi ser frem til at levere en bedre bane tilbage til de mange passagerer," siger Tom Serup Andersen.
Sporarbejdet starter den 25. juni på begge strækninger. Mellem Bramming og Ribe vil banen være lukket for togtrafik frem til 22. august, mens strækningen mellem Ribe og Tønder er lukket frem til 14. november. Banen mellem Niebüll og Tønder er lukket frem til 11. juli.
På Esbjerg-Lunderskov-strækningen spærres banen mellem Esbjerg og Holsted frem til 11. juli og mellem Vejen og Lunderskov er der lukket fra 4. til 8. august.
Flere sporarbejder i det jyske
Frem til 2013 fornyer Banedanmark jernbanen for samlet 5 mia. kr. I de kommende tre år er det især på den jyske del af jernbanenettet, der er planlagt flere store projekter.
Fra 2011 til 2013 gennemfører Banedanmark i alt 350 forskellige projekter over hele landet, hvor 464 km. spor fornyes og 296 broer renoveres.
Yderligere oplysninger
Banedanmarks pressevagt på tlf. 82 34 13 13.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk