05/07-11
-
Pressemeddelelse
Flere rettidige Kystbane-tog mod Helsingør via buffer i køreplanen
Den seneste køreplan for Kyst- og Øresundsbanen har sammen med brugen af bl.a. reservetog i Nivå og Helsingør givet flere rettidige tog fra Helsingør mod København. I modsat retning påvirkes togene hyppigt af særlig forsinkelser fra Sverige. Derfor justeres afgangstiderne fra Københavns Hovedbanegård mod Helsingør for at give passagererne flere tog til tiden.
Mens passagerne på Kystbanen har fået mere rettidige tog mod København, så kører trafikken mod Helsingør fortsat med forsinkelser ofte som følge af, at trafikken er forsinket fra Sverige.
"Som forventet har den seneste køreplan sammen med brugen af reservetog givet passagererne rettidige tog fra Helsingør mod København, pænt over målet på 90 %. I modsat retning ligger rettidigheden på under 80 % og den hyppigste årsag til forsinkelser er trafikken fra Sverige. Derfor går vi nu ind og justerer afgangstiderne fra København mod Helsingør," siger Jesper Hansen administrerende direktør, Banedanmark og formand for Rettidighedsorganisationen, og fortsætter:
"Ved at lægge en buffer ind i køreplanen på Hovedbanegården, kan vi bedre sikre, at forsinkede tog fra Sverige i højere grad kan afgå rettidigt fra København mod Helsingør - og dermed at passagerne får en køreplan, de kan regne med."
Konkret vil alle tog fra Malmø mod Helsingør få 7 minutters buffertid på Københavns Hovedbanegård, mens togene til Nivå vil få et ekstra minut på Østerport. Passagerer, der skal nordpå, vil få samme rejsetid, og det vil alene betyde en justering i afgangstiderne. Passagerer, der skal på før Københavns Hovedbanegård vil derimod få en ekstra rejsetid på hhv. 7 eller 1 minut.
Justeringerne i køreplanen træder i kraft den 8. august 2011.
Yderligere oplysninger via Banedanmarks pressemedarbejder på tlf. 8234 1313
Fakta om rettidighedsorganisationen
I Rettidighedsorganisationen arbejder Banedanmark, DSB og DSBfirst og Trafikstyrelsen på at sikre en bedre rettidighed for passagerne på Kyst- og Øresundsbanen. Som led i dette arbejde blev køreplanen indledningsvist justeret i august 2010, der er placeret reservetog i Helsingør og Nivå, ligesom der er indført perronmanagers på Hovedbanegården i København og i Københavns Lufthavn Kastrup, som guider passagererne og hjælper til med at sikre, at togene kommer af sted til tiden. Herudover arbejdes der med beredskabsplanerne for at genoprette trafikken hurtigst muligt og samtidig sikre passagererne bedre information undervejs.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk