11/07-11
-
Pressemeddelelse
Samarbejde mellem jernbane og motorvej
Tæt samarbejde om byggeri af ny jernbane og motorvejsudvidelse
Vejdirektoratet og Banedanmark vil med to store, aktuelle projekter vise, at offentlige myndigheder sagtens kan samarbejde. Det vil ske, når de to parter i de kommende år skal lave en motorvejsudvidelse og en ny jernbane op og ned ad hinanden.
Vejdirektoratet udbygger motorvejen fra seks til otte spor mellem Greve Syd og Solrød Syd, og Banedanmark bygger den nye jernbane fra København over Køge til Ringsted.
I tæt dialog med borgere, virksomheder og kommuner
Med to store anlægsprojekter i samme nabolag kommer de to offentlige myndigheder til at være i tæt dialog med bl.a. borgere, virksomheder og kommuner i området. Det gælder for eksempel, når de skal erhverve arealer til anlæggene, når trafikken bliver lagt om, og når arbejdet giver andre gener i lokalområdet.
De to parter arbejder tæt sammen om en lang række praktiske forhold, f.eks. forhandlinger med de involverede kommuner om veje og stier, udførelse af arkæologiske undersøgelser og afværgeforanstaltninger i forhold til naturen.
Fælles besigtigelse på strækningen i 2012
Allerede nu er det aftalt at holde fælles besigtigelse i forbindelse med ekspropriationer på strækningen fra tilslutningsanlægget Greve Syd til et nyt tilslutningsanlæg ved Solrød Syd. Den forventes afholdt i løbet af januar 2012.
"Jeg ser en klar fælles interesse i at tilrettelægge vores projekter bedst muligt under hensyntagen til hinanden. Vi vil derfor udnytte den synergi, der kan opstå på alle de felter, hvor der både er fornuft, tid og penge i det," siger Jesper Sejl, chef for Projektrelationer i Den nye bane København-Ringsted, Banedanmark.
Ønsker en god koordinering af informationerne
De to myndigheder har dannet en række fælles arbejdsgrupper, der skal sikre, at de to projekter bliver gennemført hurtigt og gnidningsfrit. Det gælder både i planlægningsfasen og i anlægsperioden. Samarbejdet handler også om at sikre en tilfredsstillende og fyldestgørende dialog med de berørte parter.
"Ambitionen er, at borgere, virksomheder og kommuner så vidt muligt oplever os som én offentlig myndighed. Vi skal give entydige meldinger, og samtidig skal vi undgå at forstyrre unødigt ved at rende folk på dørene med nøjagtig de samme informationer," siger Preben T. Pedersen, projektleder på Vejdirektoratets udbygning af Køge Bugt Motorvejen.
De to myndigheder vil også samarbejde om meldinger til trafikanterne, når anlægsarbejdet - bl.a. ved broer - kræver, at veje midlertidigt lukkes, eller når der er indskrænkninger af kørespor på motorvejen og andre trafikomlægninger.
Kontakt
Projektleder Preben T. Pedersen, Vejdirektoratet, tlf. 7244 3707
Banedanmarks pressevagt, tlf. 8234 1313
Relevant information
http://www.banedanmark.dk