14/03-12
-
Pressemeddelelse
Danske tog får nyt signalsystem
Banedanmark har i dag skrevet kontrakt på 1,5 mia. kr. med den franske industrigigant Alstom om at levere fremtidens signalsystemer om bord på alle de tog, der kører på kontrakt med staten - dvs. DSB-tog, Arriva-tog, Øresundstogene.
Systemet kommer til at afløse nutidens ATC-togkontrolsystemer, og fremover vil signalerne vise sig for lokomotivføreren på en skærm i førerrummet i stedet for som nu i form af signaler langs jernbanen.
Løsning i drift
Direktør for Signalprogrammet, Morten Søndergaard, Banedanmark, glæder sig over, at der er indgået kontrakt med Alstom, der er Europas førende leverandør inden for ombordudstyr.
"Alstoms løsning har allerede vist sit værd rundt om i Europa. Ca. 1.600 tog har i dag eller er ved at få installeret ombordudstyr fra Alstom svarende til det, som skal installeres i de danske tog. Vi forventer, at systemet med tiden vil fjerne fire ud af fem forsinkelser, som skyldes signalfejl," siger han.
Glæde hos DSB
Hos DSB glæder man sig over, at systemerne til bl.a. DSBs tog bliver leveret af en kompetent og erfaren leverandør som Alstom:
"Vi ser frem til at kunne tilbyde vores kunder en bedre og mere stabil drift. Samtidig ser vi frem til et godt samarbejde med Alstom og Banedanmark omkring udskiftningen af signaler, så overgangen bliver så smertefri som overhovedet muligt for både kunderne og DSB's personale," siger Ove Dahl Kristensen, vicedirektør i Trafikplanlægning.
Godt udgangspunkt
Med dagens kontrakt er alle aftaler i Banedanmarks signalprogram på plads: Siemens skal frem til 2018 levere nye signaler og sikkerhedssystemer til S-banen, Alstom og Thales-Balfour Beatty Rail står for leveringen af nye digitale signaler til jernbanen henholdsvis øst og vest for Lillebælt frem til 2021, og nu har Alstom fået opgaven med at levere de systemer, der monteres i fjern- og regionaltog for at kunne tale med de nye signaler.
Morten Søndergaard, Banedanmark, glæder sig over, at alle kontrakter nu er underskrevet.
"Vi har fået skabt en bred konkurrence om alle kontrakter og sikret ansvarlige og økonomisk gode aftaler med kompetente og erfarne leverandører. Vi kan nu tage næste skridt, hvor vi sammen med leverandørerne i detaljer planlægger den bedst mulige udrulning af det nye signalsystem," siger han.
I 2021 vil hele det danske fjernbanenet være styret af ERMTS-signalsystemet.
Yderligere oplysninger fås hos Banedanmarks pressevagt på 8234 1313 eller hos DSBs pressevagt på 2468 0000.
Fakta om Banedanmarks signalprogram:
- Kontrakten for fremtidens sikkerhedssystemer omfatter alle tog, der regelmæssigt kører på fjernbanen i Danmark. Banedanmark og de enkelte jernbanevirksomheder indgår selvstændige delkontrakter med leverandøren om leverance til netop deres tog.
- Installationen gennemføres så de første tog er klar til Frederikshavn - Langå og Roskilde - Køge - Næstved i 2017, og alle strækninger er færdigudrustede i 2021.
- Det nye signalsystem til fjernbanen vil følge den fælleseuropæiske signalstandard ERTMS (European Rail Traffic Management System) for togkontrol, der kan fungere over grænserne. Det betyder, at lokomotivet eller togsættet i fremtiden vil kunne køre i andre EU-lande med det samme sæt udstyr.
- Det samlede budget for de nye signaler til såvel fjern- som S-banen, inkl. ombordudstyr i alle tog, er 18 mia. kr.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk