31/05-12
-
Pressemeddelelse
Nu går renoveringen af jernbanebroen over Remstrup Å i gang
Banedanmark er i fuld gang med at forny jernbanen mellem Skanderborg og Herning. I den forbindelse renoveres 22 broer på strækningen, hvoraf jernbanebroen over Remstrup Å er en af dem.
Fredag den 1. juni starter første fase af renoveringen af jernbanebroen, som leder togtrafikken hen over Remstrup Å. I opstartsfasen vil der blive etableret et stillads ved stålbroen, hvorefter broen pakkes ind i plastik af miljømæssige hensyn.
Dernæst skal skinner og brotømmer afmonteres, stålkonstruktionen afrenses og broen males på oversiden. Til sidst genetableres sporet med nyt brotømmer og nye skinner.
Hensyn til sejladsen på åen
Renoveringen af stålbroen er opdelt i to etaper for at tage størst mulig hensyn til de mange sejlende på åen.
"Første etape af renoveringen ligger i højsommeren, og derfor har vi tilpasset projektet, så det fortsat bliver muligt at sejle under broen i dag- og aftentimerne frem til kl. 23:00. Der vil også blive taget særlige hensyn under den kommende jazzfestival, hvor der holdes åbent for sejlads døgnet rundt," forklarer Marianne Rasmussen, projektleder i Banedanmark.
I anden fase, som går i gang den 10. september og løber frem til 1. oktober, er det nødvendigt at spærre for sejltrafikken under broen, da det her er undersiden af stålbroen, som skal renoveres og males.
"Af sikkerhedsmæssige årsager er vi nødt til at holde lukket for sejlads i den periode, men der vil blive etableret en smal passage så kanoer, kajakker og små robåde fortsat vil kunne komme ind og ud af havnen i Silkeborg," forklarer Marianne Rasmussen
Mange interessenter
Der er mange interessenter at tage hensyn til i projektet, da arbejdet både påvirker vejtrafikken, togtrafikken og sejltrafikken.
"Vi er i tæt dialog med de forskellige parter, så projektet kan afvikles med færrest mulige gener for omgivelserne og samtidig holde sig inden for tidsplanen. Men vi undgår selvfølgelig ikke, at folk både vil kunne se og høre os undervejs i renoveringen," siger projektleder Marianne Rasmussen fra Banedanmark.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk