31/08-12
-
Pressemeddelelse
Banen mellem Lejre og Holbæk åbner den 3. september
Sommeren over har Banedanmark arbejdet intensivt på etableringen af et ekstra spor mellem Lejre og Vipperød. Det kommende dobbeltspor hører til ét af Banedanmarks helt store anlægsprojekter, og når banen er færdig i 2014, vil den levere et vigtigt bidrag til målsætningen om at fordoble passagertallet i 2030.
Mandag den 3. september åbner Banedanmark igen for togtrafik mellem Lejre og Holbæk. DSB har betjent strækningen med togbusser i hele perioden siden den 2. juni, men nu er det slut med at skifte til bus. Alle passagerer kan vende tilbage til toget frem til næste sommer, hvor banen atter lukker.
"I løbet af de tre måneder banen har været lukket for trafik, er vi nået et stort stykke. Mange broer er blevet færdige, de erstatningsanlæg, som skal erstatte de eksisterende jernbaneoverkørsler er godt i gang, og meget af det øvrige arbejde, som kun kan foregå, mens der ikke kører trafik, er på plads, siger projektchef i Banedanmark Martin Lose.
"Folk har taget det pænt at skulle køre med bus, og det er vi glade for," siger strækningsansvarlig i DSB Peter Witthøft-Rasmussen. På trods af besværligheder er bustrafikken blevet afviklet tilfredsstillende. "Små byer som f.eks. Lejre er jo ikke indrettet til busdrift i den størrelse, men vi har brugt lang tid på at planlægge ruterne, så det kunne lade sig gøre."
Banedanmark og DSB takker alle passagerer for tålmodigheden i de tre måneder, banen har været lukket.
Nu fortsætter arbejdet med aktiviteter ved siden af sporet, der ikke kræver en lukket jernbane.
"Vi planlægger nu i detaljer, hvad vi skal nå ifølge planen inden næste sommer. Måske bliver det nødvendigt at spærre banen i nogle mindre perioder. Men som udgangspunkt vil banen være åben for togtrafik," siger Martin Lose.
Når banen næste år igen lukker i tre måneder, anlægges det nye spor mellem Lejre og Hvalsø, og i 2014 gøres dobbeltsporet færdigt helt til Vipperød.
Relevant information
http://www.banedanmark.dk