29/07-13
-
Pressemeddelelse
Nu fortsætter sporfornyelsen på Lille Syd
Sporfornyelsen af strækningen Roskilde-Køge-Næstved fortsætter planmæssigt. Hen over sommeren er der blevet arbejdet på Næstved Station, og fra den 3. august og frem til den 29. september fortsætter arbejdet på strækningen mellem Køge og Næstved.
"Vi går nu i gang med at udskifte skinner og sveller samt rense ballasten de steder på strækningen mellem Køge og Næstved, hvor det er nødvendigt. Samtidig renser vi grøfterne, og for at udnytte sporspærringerne bedst muligt renoverer vi i samme ombæring seks broer og en støttemur på strækningen," siger Charlotte Valentin, projektleder i Banedanmark.
Herudover rettes der kurver mellem Køge og Næstved, så det på sigt bliver muligt at hæve hastigheden fra 120 km/t til 160 km/t, hvis der skulle opstå et behov for dette.
Færdige mellem Roskilde og Køge
Sporfornyelsen mellem Næstved og Køge er tredje og sidste etape af sporfornyelsesprojektet på Lille Syd-banen, der kører fra Næstved over Køge til Roskilde.
Banedanmark er blevet planmæssigt færdige med sporfornyelsen mellem Roskilde og Køge, og den omfattende sporombygning på Næstved Station er i fuld gang.
Her udskiftes skinner, sveller og ballast på en stor del af stationen, gasvarmen i sporskifterne udskiftes med el, den gamle gastank på stationen er fjernet, og der er blevet fjernet spor og sporskifter, som ikke længere benyttes, og foretaget en lang række øvrige arbejder.
Togbusser
Fra den 3. august til den 29. september kører der ingen tog mellem Køge og Næstved, og DSB vil i stedet indsætte busser på strækningen.
Banen genåbner mandag den 30. september, og herefter vil der være slutjusteringer og restarbejder frem til midten af december, men de vil ikke betyde nævneværdige ændringer i togdriften.
"Når vi er færdige med at renovere sporet og ombygge Næstved Station, får passagererne en nyrenoveret og fremtidssikret bane, hvor der vil være færre hastighedsnedsættelser og dermed bedre muligheder for at holde en høj rettidighed," siger Charlotte Valentin.
Sporarbejdet
- Strækning: Roskilde-Køge-Næstved (Lille Syd)
- Omfattende sporfornyelse fra d. 23. marts-29. december 2013
- Enkeltsporet strækning (68 km)
- Nuværende strækningshastighed: 120 km/t
- Slutjustering og oprydning frem til midten af december
Mængder i sporfornyelsen:
- 60.000 ton nye skærver
- 10.000 ton jord
- 18 km nye skinner
- 25 km nye sveller
- 12 nye sporskifter
- 39.233 nye betonsveller
- 27.200 stk. gamle træsveller til bortskaffes på miljøforsvarligt vis
- Ændring af sporskiftevarme fra gas til el på Næstved Station
- Renovering af 6 broer og en støttemur på strækningen
Relevant information
http://www.banedanmark.dk