12/12-13
-
Pressemeddelelse
DSB og Banedanmark forbereder sig til vintervejret
Selv om det ikke er til at sige, om vinteren bliver mild eller streng, så har DSB og Banedanmark forberedt sig grundigt på de udfordringer, som kulde og sne giver for sporet og for togene. Og når vinteren kommer, så samarbejder DSB og Banedanmark tæt - og i døgndrift - for at give passagererne flest mulige tog til tiden.
"Vi har i DSB og Banedanmark forberedt os godt på vinterens komme. Bliver det en streng vinter, kan det ligesom på vejene give forsinkelser på jernbanen. Vi kan ikke garantere, at alle tog kommer rettidigt frem, men vi kan garantere, at vi vil gøre vores yderste for at få passagererne så godt frem som muligt og informere dem i god tid om ændringer i trafikken," siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.
Vejret er den afgørende faktor i vinterens trafik. En rigtig streng vinter som for tre år siden gav eksempelvis cirka fem gange så mange forsinkede tog som sidste vinter.
Tag hjemmefra i god tid
På de daglige trafikmøder bliver der truffet beslutninger om trafikken de næste døgn frem, og på de strengeste vinterdage kan det blive nødvendigt at aflyse tog.
"Det kan være nødvendigt at aflyse nogle tog de dage, hvor vinteren for alvor viser tænder. Vi vil hellere love lidt færre tog, mod at passagererne så kan regne med at være fremme til tiden. Der er mange, der plejer at tage bilen til arbejde, der søger over i togene, så vi gør samtidig togene så lange som muligt," siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.
Sker der ændringer i trafikken, vil Rejseplanen og www.dsb.dk af hensyn til kunderne blive opdateret så hurtigt som muligt og senest et døgn før.
"Når det sner, fryser og fyger, vil vi opfordre passagererne til at tage hjemmefra i god tid, tjekke Rejseplanen og være forberedte på, at der kan være mange passagerer i togene," siger Tony Bispeskov.
Ekstra mandskab
Vinteren kan også være hård ved togene, så DSB har ekstra mandskab klar til at klargøre togene. Sneposer til koblingerne, sandanlæg, koste og skrabejern hører til standardudstyret i togene, indtil vinteren er ovre, og lokomotivførerne er i tæt kontakt med trafikstyringspersonalet i Banedanmarks fjernstyringscentraler og kommandoposter.
Når vejrudsigten varsler snevejr og frost, får de københavnske S-tog sprøjtet en varm, glykolholdig væske op under sig, som forhindrer, at sne og is sætter sig fast under togene. Der fjernes også sne og is ved dørene, og her kan passagererne hjælpe til.
"Vi har dagligt 300.000 passagerer i S-togene, og hvis de alle sammen hjælper os ved at banke sneen af sko og støvler på perronen og ikke på dørtrinene, undgår vi, at der samler sig sne og is i døråbningerne, så dørene ikke kan lukke," siger Tony Bispeskov.
Opvarmede sporskifter
Centralt i vinterberedskabet er Banedanmarks omkring 4000 sporskifter. De sporskifter, der har størst betydning for trafikken, er opvarmet efter et system, hvor hvert sporskifte har egen vejrstation og selv tænder for sporskiftevarmen, når temperaturen daler.
"De mest vitale af vores sporskifter vil være døgnovervågede, og vi har i løbet af året udskiftet varmen i en række sporskifter fra gas til el, som er mere effektivt og besparende," siger Jens Jørgen Hansen.
Fygesne og store isklumper, der rasler af togene, kan stadig genere sporskifterne, så Banedanmark har et beredskab klar, der er klar til at rykke ud, når det er nødvendigt. Bliver vejret så slemt, at det ikke er muligt at holde alle sporskifter fri, prioriteres de sporskifter, der har den mest vitale betydning for trafikken.
Glatførebekæmpelse
Banedanmark sørger for, at perroner og trapper ikke er glatte i vinterperioden. På perronerne benytter vi Leca® til glatførebekæmpelsen. Leca® får ikke sneen til at tø, men lægger sig oven på sneen, når den om morgenen bliver spredt ud på perronen.
På et normalt vinterdøgn er der tøvejr i dagtimerne og frost om natten, og når det begynder at tø, bliver skallerne hængende i vandet, så de ikke blæser væk. Når frosten vender tilbage, fryser lecaen sammen med vandet og udgør igen et skridsikkert underlag. Man skal dog stadig være opmærksom, når man færdes på trapper og perroner.
Pressekontakt
Pressevagt
8234 1313