20/03-14
-
Pressemeddelelse
Tilbud om støjisolering til 300 boliger på Lolland og Falster
Banedanmark tilbyder 300 naboer på Lolland og Falster støjisolering af deres boliger i forbindelse med udbygningen af Ringsted-Femern Banen.
Frem mod 2021 skal jernbanen mellem Ringsted og Rødby gøres klar til at blive koblet sammen med den faste forbindelse over Femern Bælt. Derfor er Banedanmark i fuld gang med forberedelserne til det store anlægsprojekt, som skal fremtidssikre jernbanen.
I forbindelse med regeringens vækstpakke blev det besluttet, at en række aktiviteter i Ringsted-Femern Banens blev fremrykket med opstart allerede fra 2013. En af disse aktiviteter er tilbud om nye vinduer til cirka 300 boliger på Lolland og Falster.
Hvem kan modtage tilskud
I løbet af de næste 2-3 uger, vil de naboer, som opfylder kriterierne for at få økonomisk tilskud til støjisolering, modtage et brev fra Banedanmark. Her informeres om processen og muligheden for støtte til udskiftning af boligens vinduer, da det typisk er her støj trænger ind i boligen.
Til grundlag for vurderingen af, hvilke boliger der tilbydes støtte, er der lavet tekniske beregninger af det forventede støjbillede efter banens opgradering i 2021.
"Vores beregninger af det fremtidige støjniveau viser hvilke boligejere, der skal tilbydes økonomisk støtte til udskiftning af vinduer. Boligen skal være godkendt som helårsbolig og støjniveauet beregnet på facaden skal være på 64 dB som middelværd eller 85 dB som maksimalværdi for at komme i betragtning," fortæller Frank Jørgensen, som er projektleder i Banedanmark og arbejder med støjisolering på Ringsted-Femern Banen.
Arbejde til lokale håndværkere
Det er boligejeren selv, som skal indhente tilbud på udskiftning af vinduerne hos mindst to håndværkere eller entreprenører. Herefter godkendes tilbuddet af Banedanmark, som efterfølgende refunderer omkostningerne ved arbejdet.
"Med udsigt til støjisolering af 300 boliger på Lolland og Falster i 2014 og yderligere cirka 900 boliger på Sydsjælland fra 2015 forventer vi at opgraderingen af jernbanen også bidrager til øget aktivitet lokalt," siger Jens Ole Kaslund, projektdirektør i Ringsted-Femern Banen
Som et supplement til facadeisolering med nye vinduer, vil der også blive opsat ca. 18 kilometer støjskærm på den 115 km lange strækning.
Pressekontakt
Pressevagt
8234 1313