10/04-15
-
Pressemeddelelse
Fortsat togbusser mellem Køge og Solrød Strand frem til tirsdag morgen
Mandag morgen den 13. april skulle arbejdet med at etablere en bro under S-banen ved Klematisvej i Køge være afsluttet. Broen er et led i tilslutningen af Lille Syd-banen til den kommende nye bane mellem København og Ringsted. Dette arbejde er forsinket, og der vil derfor køre togbusser mellem Køge og Solrød Strand frem til tirsdag morgen den 14. april. Banedanmark arbejder fortsat i døgndrift frem mod åbningen af S-togtrafikken på strækningen tirsdag morgen.
Projektchef Kasper Ulslev, Banedanmark:
"Vi har siden den 27. marts arbejdet i døgndrift med at etablere den nye bro. Vi har desværre mødt flere udfordringer i arbejdet med hensyn til spuns, jordarbejder og svejsearbejder - specielt i forbindelse med blæsevejret op til påskedagene. Det betyder desværre, at arbejdet er forsinket i forhold til tidsplanen."
"Vi har skullet vibrere to spunsvægge ned; grave banedæmningen væk, så der bliver plads til den nye bro, hejse broens betonelementer på plads og endelig fylde op jord, hvilket svarer til ca. 250 lastbiler. Det er et stort arbejde med en meget komprimeret tidsplan, hvor ikke meget må gå galt, før planen skrider."
For at sikre en robust trafikafvikling har Banedanmark aftalt med DSB, at der fortsat kører togbusser på strækningen mellem Køge og Solrød Strand frem til tirsdag morgen, hvor der igen kan åbnes til fuld normal S-togsdrift. Vi beklager de gener forsinkelsen medfører for passagererne.
Pressekontakt
Pressevagt
8234 1313