Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
09/02-11   -   Pressemeddelelse

Direktørskifte

· Tue Mantoni tiltræder som administrerende direktør for Bang & Olufsen pr. 1. marts 2011, og fratræder samtidig som bestyrelsesmedlem i Bang & Olufsen.

· Kalle Hvidt Nielsen fratræder samtidig som administrerende direktør for Bang & Olufsen, men bistår Tue Mantoni i en fire måneders overleveringsperiode frem til ultimo juni 2011.

· Bestyrelsen stiller forslag om at udvide og styrke bestyrelsen ved valg af to nye bestyrelsesmedlemmer.

· Bestyrelsen har besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på valg af nye bestyrelsesmedlemmer samt vedtagelse af nye retningslinjer for incitamentsaflønning.

Den 1. marts 2011 tiltræder det nuværende bestyrelsesmedlem Tue Mantoni som administrerende direktør for Bang & Olufsen. Kalle Hvidt Nielsen fratræder som administrerende direktør for Bang & Olufsen den 28. februar 2011. Kalle fortsætter i Bang & Olufsen indtil udgangen af juni 2011 med henblik på at sikre overlevering til Tue Mantoni samt sikre kontinuitet i selskabets produktudviklingsfunktion.

Tue Mantoni har gennem de sidste otte år været ansat i det engelske motorcykelbrand Triumph Motorcycles, senest som CEO. Siden 1. januar 2011 har Tue Mantoni været medlem af bestyrelsen for Triumph Motorcycles Ltd. Før han kom til Triumph, arbejdede Tue for McKinsey & Co. i København og London. Som dansker og Bang & Olufsen bestyrelsesmedlem gennem de sidste 18 måneder har han forståelse for Bang & Olufsens værdier og rødder. Samtidig har han via sine mange år i udlandet stor international erfaring.

I forbindelse med direktørskiftet udtaler Bang & Olufsens bestyrelsesformand Ole Andersen:

"Tue Mantoni har gennem sit hidtidige virke erhvervet og udvist de færdigheder, bestyrelsen finder nødvendige i Bang & Olufsens næste udviklingsfase.

Tue har senest som CEO for Triumph vist, at han kan stå i spidsen for et internationalt livsstilsbrand og styre det gennem en succesfuld kommerciel transformation. Triumph opererer ligesom Bang & Olufsen i et konkurrencepræget marked, hvor innovation, design, produktkvalitet og stærke kundeoplevelser er blandt de vigtigste succesparametre. "

Tue Mantoni udtaler:

"Bang & Olufsen er et af de danske brands med størst internationalt potentiale. Jeg er stolt over og ser frem til at arbejde med lederteamet og det globale netværk af forhandlere, leverandører og forretningspartnere for at sikre, at vi genvinder en unik og stærk markedsposition. Vores strategi vil uden tvivl blive baseret på en dyb og indgående forståelse for kunderne og disses nuværende og fremtidige behov og ønsker."

Kalle Hvidt Nielsen kom til Bang & Olufsen den 1. august 2008. Han fratræder som administrerende direktør den 28. februar 2011 men fortsætter i selskabet indtil udgangen af juni 2011.

Ole Andersen udtaler:

"Kalle Hvidt Nielsen har gennem de seneste knap 3 år ydet et meget stort bidrag til Bang & Olufsens udvikling og ledet virksomheden igennem en kritisk periode med økonomisk krise og faldende efterspørgsel. Det har været nødvendigt for virksomheden at fokusere kræfterne på mulige vækstområder, gennemføre omfattende effektiviseringer og samtidig accelerere produktudviklingsprocessen med henblik på at bringe nye produkter til markedet og dermed skabe grundlag for fornyet vækst. Med Kalle Nielsen i spidsen lykkedes det at stabilisere Bang & Olufsen efter en periode med meget store tab samtidigt med, at kapitalbindingen er nedbragt væsentligt. Vi er taknemmelige for Kalles store indsats."

Relevant information

http://www.bang-olufsen.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Bang & Olufsen A/S
Peter Bangs Vej 15
7600 Struer, Danmark

  96 84 51 00

http://www.bang-olufsen.dk

Modtag nyheder fra Bang & Olufsen A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater