14/11-11
-
Pressemeddelelse
BeoSound 5 Encore kåret som - Bedste danske gadget
Bang & Olufsens BeoSound 5 Encore, som giver adgang til mere end 13.000 netradiostationer samt hele din digitale musiksamling, er blevet kåret som "Bedste danske gadget" ved Beep 2011. Danmarks nye elektronik- og gadgetmesse fandt sted i Bella Center i weekenden.
Bang & Olufsens nyeste audioprodukt BeoSound 5 Encore var nomineret, fordi "Bang & Olufsen med lanceringen af denne musikafspiller endelig er sprunget ud af sit eget BeoLink-skab og har åbnet sig mod omverdenens standarder for trådløs overførsel af musik og betjeningssignaler."
Det er Børsen, som har udvalgt de nominerede produkter, men det er forbrugerne og de besøgende ved Danmarks nye elektronik- og gadgetmesse Beep 2011, som har stemt BeoSound 5 Encore ind på en førsteplads. Og det vækker glæde hos Bang & Olufsen:
- Vores evne til at begejstre forbrugerne er helt afgørende for vores fortsatte succes. Vi ser "Bedste danske gadget" prisen som anerkendelse af, at vi med BeoSound 5 Encore har skabt et produkt, som møder forbrugernes ønske om at have nem og overskuelig adgang til digital musik, uanset hvor musikken kommer fra, siger kommunikationsdirektør Tommy Jakobsen.
BeoSound 5 Encore: Nem adgang til alle kilder og genrer
BeoSound 5 Encore giver nem adgang til mere end 13.000 netradiostationer fra hele verden, så alle tænkelige genrer og sprog er repræsenteret. Uanset smag vil man altid kunne finde det rigtige. Radiostationernes kvalitet overvåges og opdateres løbende.
Ud over netradio kan BeoSound 5 Encore anvendes til musikafspilning fra et væld af kilder: en tilsluttet harddisk, et NAS-drev, en computer, en USB-hukommelse eller en håndholdt enhed. Og understøttelsen af lossless-kvalitet sikrer en perfekt gengivelse af musikken.
BeoSound 5 Encore er en ideel og enkel løsning til alle. Tilslut et par højttalere, og systemet er klar til brug. Det kan fungere som det primære musiksystem med forbindelse til internettet - via kabel eller trådløst - og adgang til netradio og musik på server eller USB-harddisk. Eller det kan fungere som access point for sekundære musikenheder.
Det er muligt at slutte op til otte BeoSound 5 Encore enheder til samme server, og dermed kan det også lade sig gøre at afspille forskellig musik i forskellige rum på samme tid. Det betyder, at familien ikke længere behøver at skændes om, hvilken musik man skal høre og hvor. Alle kan høre deres yndlingsmusik, hvor de opholder sig, uanset om den kommer fra netradio eller digitale musikfiler, men musikken kommer stadig fra ét og samme sted.
Automatisk afspilningsliste med en høj IQ
MOTS funktionen sørger for automatisk og intelligent oprettelse af afspilningslister. Det kræver kun få indstillinger at skabe den rette musikalske baggrund til et middagsselskab eller en hyggeaften på sofaen. Og forelsker man sig i en afspilningsliste, som MOTS opretter, skal man blot gemme udgangspunktet for listen for at genhøre den når som helst. Dermed kan man koncentrere sig om at genopdage sin musiksamling og slippe for at udvælge numre til afspilning hver gang.
Den patenterede MOTS algoritme, der blev indført sammen med BeoSound 5, kan analysere hele musiksamlingen ud fra et enkelt nummer og derefter fortsætte med at afspille lignende - men ikke identiske - numre.
Passer ind overalt
Takket være de mange placeringsmuligheder (væg, bord eller gulv) vil BeoSound 5 Encore passe fint ind i enhver indretning - i stuen, køkkenet, soveværelset eller andre steder - hvor det kan fungere som portalen til alverdens digitale musik.
Den vejledende udsalgspris er 19.995 kroner.
BeoSound 5 Encore er tilgængelig hos alle autoriserede Bang & Olufsen forhandlere.
Relevant information
http://www.bang-olufsen.dk