26/02-09
-
Pressemeddelelse
Nordisk gastronomi på et imponerende højt niveau
Alle gode gange tre. Danmark vandt Nordic Challenge, da 10 topkokke fra de fem nordiske lande præsterede gastronomi på Michellin-stjerne niveau i Bella Center under TEMA 2009. Vinderen blev Torsten Vildgaard fra Restaurant Noma i København
I dag blev vinderen af den eftertragtede Nordic Challenge-pris kåret på sidstedagen under TEMA 2009 i Bella Center. Vinderen blev danske Torsten Vildgaard fra Restaurant Noma i København, der sammen med sin assistent Sam Nutter viste ekstraordinær kogekunst med udgangspunkt i de nordiske råvarer.
Det er tredje gang, at konkurrencen afholdes - og det er tredje gang, at Danmark træder øverst på sejrsskamlen. Den anden danske deltager Thorsten Schmidt fra Malling/Schmidt i Århus blev nr. 2, mens svenske Adam Dahlberg høstede en flot tredjeplads.
- Jeg har i dag smagt mad på Michellin-stjerne niveau. Så præcist betegnede den hollandske overdommer Lise Goeman Borgesius sin oplevelse ved dommerbordet under den prestigefulde Nordic Challenge-konkurrence.
- Niveauet har været imponerende højt, og det har bestemt ikke været en let opgave at dømme de ti kokkes præstationer. Nordisk kogekunst har en gen-kendelighed og en friskhed i farve og struktur, som jeg savner i andre landes køkkener. Det er et ydmygt og ærligt køkken, hvor du spiser, hvad du ser og dufter. Det nordiske køkken bør få indflydelse langt udover egne landegrænser, forklarer Lise Goeman Borgesius, der er anerkendt madjournalist og velanset blandt de store kokke rundt om i Europa.
Også de to danske topkokke Erwin Lauterbach og Hans Beck Thomsen, der sammen med Arla og Danish Crown har taget initiativ til konkurrencen, var imponeret over niveauet:
- Vi er meget imponeret. Der er i dag blevet lavet fantastisk flot mad, og der er slet ingen tvivl om, at dommerne er blevet udfordret på smagsløgene. Det tekniske køkken er for alvor slået igennem under denne konkurrence. Vi har fået innovation og nytænkning, som bestemt kommer til at vise trenden for den mad, vi senere får serveret ude på restauranterne.
Udover den store ære modtog Torsten Vildgaard en pengepris på 5.000 euro samt det unikke Nordic Challenge-trofæ - en terrine fra Royal Copen-hagen.
Restaurant Noma modtog endnu et hædersbevis, da køkkenchef René Redzepi kort før kåringen af Nordic Challenge blev udnævnt til "Kokkenes Kok".
Læs mere på: www.nordicchallenge.dk
DM i Barista
Sideløbende med Nordic Challenge blev DM i Barista også afholdt på sidstedagen under TEMA 2009.
Deltagerne i konkurrencen skulle mestre tre discipliner; at brygge den bedste espresso, den bedste cappuccino og den bedste unikke signaturdrink. Vinderen i år blev unge Morten Vesteng på 22 år fra Sigfreds Kaffebar i Århus. Morten Vesteng får med sin førsteplads i DM æren af at repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i Atlanta til april. Andenpladsen i DM i barista gik til Ea M Pedersen fra Baresso Coffee på Vesterbrogade i København. Ea M Pedersen fik også en flot førsteplads i kategorien 'Latte Art'. Mathias Arguimbau fra Café Norden, København fik en flot tredjeplads i DM i Barista, mens han blev nummer 1 i kategorien 'Coffee in Good Spirit'.
Besøgstal
TEMA 2009 blev besøgt af 35.486 i løbet af de fire messedage i Bella Center.
Læs mere på: www.tema09.dk
Relevant information
http://www.bellacenter.dk