29/04-09
-
Pressemeddelelse
Rekordår i Bella Center
Bella Center leverer et imponerende flot regnskab for 2008 - det bedste i 44 år. Årsresultatet før skat for 2008 er på 102,9 mio. kr.
Bella Centers Årsrapport for 2008 indeholder det bedste resultat nogensinde i centrets 44 år lange historie. Den samlede omsætning blev på 433,6 mio. kr., hvilket er en stigning på 7,8 % i forhold til 2007.
Årets resultat udgør 102,9 mio. kr. før skat.
Der er fremgang i omsætningen for hovedforretningsområderne: udstilling & messer og kongresarrangementer. Mart- og kontorudlejning er på samme niveau som sidste år. I 2008 havde Bella Center og Forum Copenhagen 117 arrangementer på programmet, der tiltrak 908.620 besøgende.
I 2008 lagde Bella Center A/S hus til 67 større kongresarrangementer, hvilket er 13 flere end sidste år. Koncernen oplevede da også en lille stigning i antallet af de internationale kongresarrangementer, som København så gerne vil tiltrække - det blev til 19 kongresarrangementer af international karakter. Derudover blev der plads til ikke færre end 1.543 dagsmøder samt 52 ud-stillinger, messer og events af større og mindre karakter.
Kapacitetsløft i hovedstaden
2008 vil i særdeleshed blive husket som det år, hvor det første spadestik blev taget til Bella Hotel - Nordens største hotel med 814 værelser.
- Når der skal tages hånd om landets eneste metropol, skal alle aktører i spil - stat, region, kommune og erhvervsliv. Vi skal gå sammen om den fælles strategi, som hovedstaden har brug for. Og helt naturligt står Bella Center i front og tager gerne sin tørn. Der er ingen tvivl om, at når Bella Hotel åbner, bliver der tale om et kapacitetsløft, som i sig selv rummer perspektivrige muligheder for hovedstaden, udtaler administrerende direktør Arne Bang Mikkelsen, Bella Center.
2009 bliver et spændende år
Forventningerne til 2009 er på trods af den økonomiske afmatning både nationalt og internationalt ganske gode i Bella Center.
- 2009 bliver nok det bedste kongresår, vi har set meget længe. Udover at huse den prestigefulde IOC kongres i begyndelsen af oktober har vi også æren af FNs klimatopmøde - COP15 - til december. Derudover kan vi se, at det specielt bliver de store internationale lægekongresser, der kommer til København i 2009. Den internationale gigtkongres EULAR samler i juni over 13.000 deltagere, slutter Arne Bang Mikkelsen.
Der afholdes generalforsamling i Bella Center A/S, onsdag den 13. maj 2009 kl. 15.00.
Bella Center aflægger årsregnskab i overensstemmelse med IFRS (Interna-tional Financial Reporting Standards).
Fotos til fri afbenyttelse kan drownloades fra:
http://photos.bellacenter.dk
login: presse
password: bella
Relevant information
http://www.bellacenter.dk