17/08-09
-
Pressemeddelelse
Art Copenhagen og Jeppe Hein udstiller ung samtidskunst
Under navnet State of the Art lancerer Art Copenhagen en ny tilbagevendende udstillingsplatform for den allernyeste samtidskunst. Messen har inviteret den danske kometkunstner Jeppe Hein til at være kurator.
Når Art Copenhagen Nordens Kunstmesse slår dørene op den 18. september vil alt ikke være helt, som det plejer. Messen lancerer nemlig et helt nyt initiativ, der skal være med til at gøre kunstoplevelsen endnu større for det danske såvel som det internationale kunstpublikum. State of the Art er navnet på Art Copenhagens tilbagevendende udstilling, hvor en aktuel samtidskunstner fra et af de nordiske lande får mulighed for at give sit bud på de allermest hotte og upcoming navne på kunstscenen - morgendagens nye talenter, som de fleste af os endnu ikke kender, men som allerede har gjort sig bemærket i forskellige sammenhænge i udlandet eller i Norden.
Art Copenhagen har inviteret den aktuelle danske kunstner Jeppe Hein, der til efteråret indtager ARoS med en stor soloudstilling, til at indvie udstillingsområdet som kurator for State of the Art nr. 1. Om det nye initiativ siger Hein: "Det er en enestående eksponeringsmulighed for den uopdagede del af kunstscenen at blive inviteret inden for og møde det danske og internationale kunstpublikum. Jeg håber at kunne give messens gæster en ny og anderledes oplevelse og være med til at gøre folk nysgerrige på nogle af de nye kunstnere, der er på vej op."
Jeppe Hein har sammen med med-kurator Sisse Malene Markvardine Petersen sammensat en kunstnerliste, der indbefatter ti navne hentet fra det danske og tyske kunstmiljø. Kunstnerne er: Aprés Nous (DE), Nina Beier (DK), Søren Engsted (DK), Thilo Frank (DE), Lasse Schmidt Hansen (DK), Jacob Dahl Jürgensen (DK), Claus Larsen (DK), Florian Neufeldt (DE), Claus Rasmussen (DK) og Ulrik Weck (DK).
I forlængelse af kurateringen samt i forbindelse med hans soloudstilling på ARoS kan Jeppe Hein opleves i en samtale med Oliver Stilling på Art Copenhagens scene d. 19. September kl 16.00.
Art Copenhagen Nordens Kunstmesse åbner for inviterede gæster kl 13 fredag d. 18. September 2009. Kl. 14.00 åbner messen for offentligheden til og med søndag d. 20. september 2009 (lørdag og søndag er åbningstiden 11-18). Denne årlige kunstbegivenhed tiltrækker over 10.000 besøgende, der kommer for at opleve nye tendenser på kunstscenen og møde aktørerne herpå. Med både kunstneriske sværvægtere og helt nye talenter repræsenteret, giver Art Copenhagen et bredt, kvalitativt udsnit af den moderne kunst og samtidens kunstscene med alt, hvad den rummer af fotokunst, installationer, keramik, malerier, skulpturer, tegning og video.
Art Copenhagen Nordens Kunstmesse 2009 har fundet sted i alt 14 gange, og har eksisteret i sin nuværende form siden 2004. Messen er ejet af Forum Copenhagen, der sammen med et messeudvalg, står for den kunstneriske ledelse samt udvælgelse af de deltagende gallerier.
Messeudvalget består af galleristerne Bo Bjerggaard (Galleri Bo Bjerggaard), Jesper Elg (V1 Gallery), Jens Faurschou (Galleri Faurschou), Ola Gustafsson (Elastic), kunstsamler Leif Djurhuus, arrangementschef i Forum Copenhagen Jeanette Annfeldt, projektleder Louise Juul Pedersen, salgschef Mads Andersen samt presseansvarlig Anne Riber.
Allerede nu kan man på Art Copenhagens hjemmeside se nogle af de deltagende gallerier. Den endelige liste af gallerier på årets messe vil blive offentliggjort primo september.
Se også programmet af artist talks, debatter og guidede omvisninger på http://artcopenhagen.dk/ fra september 2009.
For mere information om Art Copenhagen Nordens Kunstmesse 2009, se http://artcopenhagen.dk/ eller kontakt: Anne Riber, presseansvarlig, tlf. 40 89 42 24
Relevant information
http://www.bellacenter.dk