22/02-10
-
Pressemeddelelse
Kvinderne står til søs på Både i Bella
Oplev kvinden, der jager pirater ved Somalia. Eller mød kvinden, der har krydset verdens koldeste og farligste farvande i sin langturssejler.
Der kommer flere kvinder bag roret på årets store bådudstilling i Bella Center, hvor der er sat ekstra fokus på havfruerne og de kvindelige sejlere.
Publikum vil kunne møde for eksempel Kaptajnløjtnant Louise Rynne, der på den danske fregat Absalon jager pirater ved Somalias kyst.
Eller windsurferen Bettina Honoré, der ikke blot er mor til to og uddannet pædagog. Hun er også Danmarks suverænt bedste windsurfer, OL-deltager og foredragsholder på bådudstillingen.
Også langturssejleren Kirsten Thomsen møder op sammen med sin mand, Kim Mathiesen, og fortæller om de eventyrlige langture de har været på til havenes ende - fra Svalbard og Grønland og sydpå gennem Patagoniens vindblæste kanaler til Kap Horn og Falklandsøerne.
Der er kort sagt masser af aktiviteter, når Både i Bella åbner den 27. februar. Det bliver en udstilling med hundredvis af sejl-, motor- og speedbåde i alle størrelser og prisklasser. Og ikke mindst det nyeste i motorer, sejl, tøj, elektronik og andet bådudstyr.
"En del sejlere venter i dag måske lidt længere med at skifte båden ud. Så på årets udstilling vil der blive præsenteret masser af udstyr, der kan opgradere og opdatere bådene," fortæller udstillingschef Bo Rasmussen.
Relevant information
http://www.bellacenter.dk