11/01-11
-
Pressemeddelelse
CIFF præsenterer rene koncepter og spændende nye tiltag
Der er rigtig meget at glæde sig til ved den nærtforestående CIFF. I år vil CIFF og CIFFKIDS nemlig være kendetegnet ved spændende nye tiltag og ved i højere grad at være koncepter i konceptet og dermed fortsætte den udvikling af CIFF / CIFFKIDS, som vi igangsatte for et lille års tid siden.
Hver hal byder på eget koncept. En stor messe samt Fashion House bliver dermed langt mere overskuelig for indkøberne. Desuden vil vi i år tilbyde et højere serviceniveau end tidligere - der vil således være servicepersonale i alle haller samt på Fashion House til at guide indkøberne og give dem viden on the spot.
Denne service underbygges af vores magasin kataloger, som denne gang også vil indeholde en sektion a la Where2Go i BC - en naturlig udvikling, eftersom vi i løbet af 2011 åbner Bella Sky Comwell Hotel. Tobias Toyberg står for vores trendbilleder til kataloget/forsider - endnu et nyt tiltag.
Som noget helt nyt laver vi på pressedagen om onsdagen både et CIFFKIDS pressetrendshow samt naturligvis CIFF pressetrendshow. Vi fortsætter med trendforedrag - denne gang præsenteret af det franske trend bureau Peclers Paris, som har leveret trendbeskrivelserne - også trendbeskrivelserne til CIFFKIDS, hvilket i den grad er en styrke, eftersom det skaber en god synergi og virkelig styrker CIFFKIDS trendshow samt trendlounge.
Det er også en glæde, at vi har egen CIFF / CIFFKIDS blogger - det er Rachael Morgan, som blogger på livet løs op til og under messen.
I år vil der være storskærme i alle haller, så indkøberne hele tiden kan orienterer sig og/eller se vores fantastiske trendshows, hvis de ikke har tiden til at se disse live.
Vi anvender Ulla Skjødt, Dansk Mode & Textil, som trendkonsulent - både i forbindelse med vores aktiviteter omkring CIFF men også omkring vores trendområde i CIFFKIDS Hallen.
Søndag vil der være gratis adgang for fagfolk mod registrering og angivelse af CVR nr.
Vi glæder os hermed rigtigt meget til at åbne dørene for en stærk og seriøs indkøbsmesse for branchen, hvor rammerne er spændende, levende og inspirerende - fyldt med god energi.
For at gå lidt i detaljer følger hermed en uddybning af de forskellige haller og deres koncepter.
VORES FLOTTE CENTRALE HAL - CENTERHALLEN
Centerhallen er den hal, som binder de øvrige haller og Fashion House optimalt sammen. Her vil de store m2-mæssige stande være placeret. Vi fik mange positive tilkendegivelser på denne opbygning under CIFF i august, så vi bygger videre på dette layout.
Her finder indkøberne og udstillere igen i år en flot opbygget trendlounge - et område, som rummer mange muligheder under ét og samme område. Det er her, de professionelle indkøbere har mulighed for at blive inspireret og få viden om trends, høre spændende aktuelle foredrag, kigge i trendbøger, få vejledning eller blot få et måltid mad i en inspirerende indkøbs-atmosfære. Trendloungen og "indhold" står pej gruppen bag. Vi glæder os meget over samarbejdet med pej gruppen, idet denne trendlounge er merværdi for messen til gavn for alle.
VORES SHOWHAL - C-HALLERNE
Her finder indkøberne brands som NoaNoa, Minus, Gustav, Container, Soaked in Luxury og mange mange flere.
Hallens layout, show og cateringenhed understøtter sammensætning af brands og dermed total-konceptet. Hallen er bundet sammen af en super flot bred boulevard, som ender ud i vores flotte trendshowscene. Ved selve trendshowscenen vil der være en trendlounge, hvor indkøberne kan få endnu mere viden om de trends, som vises i selve trendshowet. Denne bliver en ren Peclers Paris Lounge. Undervejs på den brede Boulevard kan indkøberne nyde en juice eller sandwich hos Joe and the Juice. Juice-drengene skruer op for musikken og skaber en cool, men fortsat seriøs indkøbsstemning i hallen.
Femmes Regionales står bag CIFF Trendshowet igen i år - og det er ikke et tilfælde. De formår at formidle trendbeskrivelserne på optimal vis.
VORES CIFFKIDS HAL
Her er det igen den totale koncepttanke, som vinder ind. Alt er - i sagens natur - i ministørrelse i forhold til voksentøjet lige fra børnemodeller på showet, til selve beklædningen men også til cateringen. Det er således med glæde, at vi kan tilbyde indkøbere såvel som udstillere mad fra Café Royal, som serverer smørebrød i sushistørrelse - også kendt som SMUSHI.
Vi har lavet en stærk kerne i denne hal, som i særdeleshed samler hallen og fokuserer på at give indkøberne noget med hjem. Denne kerne rummer nemlig en spændende trendlounge, trendshow og café. Det unikke og brugbare her er, at trendområdet i år er placeret direkte overfor vores trendshowscene. Dermed kan indkøberne direkte og indenfor samme område drage paralleller og viden fra trendområdet og se disse blive bragt til "live" i form af det flotte CIFFKIDS trendshow, som igen i år vil løbe af stablen to gange dagligt. Pivot Performance står bag showet igen i år, hvorfor vores forventninger i den grad er skruet op.
Hallen er kendetegnet ved en stærk segmentering - områder med Teen, Sko, Designer Driving brands mv.
Og som noget helt nyt vil pressen blive inviteret til at se CIFFKIDS presseshow på pressedagen. Vi viser dermed pressen fra ind- og udland hele vores produkt - både pressetrendshow på CIFF, men i år altså også et CIFFKIDS pressetrendshow.
I hallen er der mange brands repræsenteret. Surface To Air er begyndt at fremstille børnetøj og vil være at finde i CIFF KIDS HALLEN. Brandet By Graziela, har en ret sjov historie bag sig, og er med for første gang på CIFFKIDS. Cream viser et glimt af deres børnekollektion. Froy & Dind er også med for første gang på CIFFKIDS og har nogle sjove, fine, unikke produkter. Kidzone lancerer teen til piger.
Trendchef Ulla Skjødt fra Dansk Mode & Textil vil i et nyt spændende samarbejde med anerkendte fotograf og filmmager Tobias Toyberg stå for vores trendbilleder til kataloget på CIFFKIDS. Ydermere danner Ulla Skjødt og Tobias Toyberg parløb omkring en udstilling "Human Sketch Photo Exhibition", som vil være at finde i foyeren til CIFFKIDS.
Ulla Skjødt kommer endvidere også til at fungere som trendkonsulent på CIFFKIDS februar.
B-HALLERNE
Også i B-hallen er der kigget på sammensætningen af udstillere. Her vil den mere traditionelle damebeklædning, skind/pels, lingeri, sko, butiksindretning og accessories blive placeret.
Samtidig vil B-hallen rumme en lækker indbydende café. Her kan indkøberne nyde en jazzbrunch, så disponeringerne også kan blive foretaget før eller efter en god jazz og mad-oplevelse. Dette er endnu et nyt tiltag. Jazzbandet Aske Drasbæk Trio spiller i tidsrummet kl. 11 - 14 hver dag.
MENS SECTION
Vi samlede sidste gang herrebeklædning på B3, 1. sal i Fashion House - direkte ved siden af den permanente herresektion på B2, 1. sal på Fashion House. Dette tiltag blev rigtig godt modtaget, hvorfor vi fortsætter succesen på den front.
På Fashion House glæder vi os til bl.a. at byde velkommen til følgende nye brands: All Size, Cavaliere, Club of Comfort, Oscar of Sweden, Portia.
SHOWTIDER
CIFF TRENDSHOW i Hal C4
Torsdag og fredag: kl. 11.00 og 14.00
Lørdag og søndag: kl. 13.00
CIFFKIDS TRENDSHOW i Hal H
Torsdag - søndag: kl.12:00 og 15:00
For mere information gå til www.ciff.dk eller www.ciffkids.dk - her finder du også online kataloget og kan søge på alle brands.
Relevant information
http://www.bellacenter.dk