02/02-11
-
Pressemeddelelse
Legesyg fotoudstilling på CIFFKIDS
I et nyt og spændende samarbejde med den anerkendte fotograf og filmmager Tobias Toyberg præsenterer CIFFKIDS den legesyge og bevægelige fotoudstilling "Human Sketch Photo Exhibition" på årets modemesse i Bella Center.
Ironi, "playfulness" og mobilitet er nogle af temaerne i Tobias Toyberg's fotoudstilling "Human Sketch Photo Exhibition", som præsenteres på CIFFKIDS i Bella Center fra den 3.-6. februar. Fotograf og filmmager Tobias Toyberg står bag fotoudstillingen, og han har med "Human Sketch Photo Exhibition" lavet en udstilling, der aldrig holder op med at "lege" og forandre sig for på overraskende vis visuelt at udtrykke CIFFKIDS A/W 2011-12.
Talent med stor passion for fotokunst og mode
Tobias Toyberg er et kreativt talent med øje for det gode billede og stor passion for sit fag. Han har studeret grafisk design ved Central Saint Martins College of Art & Design i London og har erfaring indenfor både den britiske og skandinaviske modeindustri.
- Der er intet andet område indenfor kommerciel fotografering, hvor man har så frie rammer, finder så interessanteste projekter eller møder så mange kreative, hårdtarbejdende, smukke og skøre mennesker som indenfor mode. Mode handler jo ikke "bare" om tøj, men inspireres lige så meget af politik, livsstil, den kreative kultur, og musikkens verden, siger Tobias Toyberg.
"Where The Wild Things Are"
Tobias Toyberg's "Human Sketch Photo Exhibition" er Tobias syn på CIFFKIDS A/W 2011-12 og er en levende og moderne fortolkning af bogen og filmen 'Where the Wild Things Are'. Hans tanke bag udstillingen er, at børn i lige så stor grad er små "monstre" som de "perfekte" børn, modefotografering gerne vil fremvise. Den positive energi og virkelighed, der ligger i "skyggesiden" af de smukke børn, er fokus i udstillingen, hvorfor et af målene har været at skabe konstant leg, forandring og bevægelse.
- Jeg håber, de besøgende ser, at udstillingen repræsenterer børnene - at meningen er, at jo mere man leger med, interesserer sig for og ser de forskellige sider af børnene (udstillingen), jo mere giver børnene (udstillingen) tilbage, udtaler Tobias Toyberg.
Et unikt samarbejde
Samarbejdet med Tobias Toyberg understreger den udvikling CIFF gennemgår - en forfriskende modemesse. Hans arbejde med både "Human Sketch Photo Exhibition" og katalogbillederne (Tobias har også leveret billeder til CIFF/CIFFKIDS katalogmagasinerne, som fås på messen) har givet en rød visuel tråd gennem messen. Det er samtidigt en kreativ og spændende fortolkning af Peclers Paris fire trend temaer.
- Fra første sekund har CIFF givet mig frie rammer til det, jeg havde i tankerne med projektet, og igennem processen har jeg mødt mange fantastisk dygtige og professionelle mennesker, siger Tobias Toyberg.
Bolette Hvalsøe, Salgs- og marketingchef på CIFF, supplerer - "Samarbejdet mellem Tobias Toyberg, CIFF arkitekt Hans Christian Ploug og Trendchef hos Dansk Mode og Tekstil, Ulla Skjødt, har været enormt udbytterigt. De er alle tre dygtige indenfor deres felt, hvorfor dette trekløver i den grad har skabt en fantastisk og anderledes fotoudstilling.
Tobias Toyberg har en helt særlig måde at mixe foto og kunst på og en evne til at skabe et stærkt og originalt "statement" med sine billeder - og det er derfor med stor glæde, at vi kan vise hans udstilling på CIFFKIDS.''
Relevant information
http://www.bellacenter.dk