Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/02-11   -   Pressemeddelelse

Københavns modemesser og brancheorganisation intensiverer modeugesamarbejdet

Dansk Mode & Textil og Københavns fire store modemesser, CIFF, Gallery, CPH Vision og Terminal-2, er blevet enige om et endnu tættere samarbejde. Dette sker i høj grad for at tiltrække endnu flere danske og udenlandske indkøbere og derved sikre og styrke Københavns position som Nordeuropas førende modemetropol.

Når Copenhagen Fashion Week finder sted i den første uge af februar, vil man allerede kunne se effekterne af det intensiverede samarbejde mellem de fire messer og brancheorganisationen Dansk Mode & textil.

Et af de helt store initiativer er shuttle service mellem alle messerne. Der er indsat 30 shuttle biler, som vil fragteindkøbere og internationale journalister mellem de fire messer. Desuden vil der på hver messe være guides, som kan hjælpe de besøgende. Ikke mindst, vil der, som noget nyt, være gratis entré på CIFF søndag den 6. februar, og i samarbejde med Formland
vil der være en busforbindelse mellem København og Herning.

"Dette samarbejde gør, at vi kan tillade os at være mere ambitiøse. København har et enormt potentiale, og det styrkede samarbejde giver os mulighed for at forløse det potentiale. Vi sender et signal til omverdenen om, at København er STEDET, når det kommer til kombinationen af mode og forretning," udtaler Peter Fenger Selchau, direktør for CPH Vision og Terminal-2.

Et andet vigtigt tiltag er indflyvning af nogle af de vigtigste europæiske indkøbere, som ikke alene bidrager til at højne Copenhagen Fashion Week's ry i udlandet, men også resulterer i øget udenlandsk interesse for de skandinaviske modebrands. Denne aktivitet støttes indtil februar af Fonden til Markedsføring af Danmark (M-Fonden), der ligeledes har bidraget til en storstilet international annoncekampagne, som skal rette de udenlandske indkøberes øjne mod Danmark.

"Det er enormt vigtigt med international bevågenhed omkring Copenhagen Fashion Week. Det gælder internationale medier, men i lige så høj grad internationale indkøbere. Det er fantastisk, at vi har fået denne mulighed for at vise udlandet, hvorfor København er Skandinaviens ubestridte modehovedstad," siger Christian Gregersen CEO Gallery.

Det store arbejde under modeugen i august 2010, hvor Danish Fashion Institute også spillede en stor rolle, resulterede i en øget medieomtale af Copenhagen Fashion Week. Også de inviterede indkøbere udtrykte stor begejstring for København og den professionalisme, som de oplevede under deres besøg.

Selvom midlerne fra M-Fonden forsvinder efter modeugen i februar, skruer parterne ikke ned for ambitionsniveauet.

For at fastholde den positive udvikling, arbejder de involverede parter allerede på nye initiativer frem mod modeugen i august 2011 og endnu længere frem.

Der arbejdes på en fælles hjemmeside, som skal fungere som central indgangsportal for indkøbere, fælles adgangsbillet og på at finde strategiske samarbejdspartnere, som kan være med til at gøre niveauet endnu højere.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte arbejdet med at gøre den samlede oplevelse endnu bedre. Vi skal gøre det så nemt som muligt at være gæst under Copenhagen Fashion Week. Indkøberne skal ikke koncentrere sig om praktiske og logistiske spørgsmål, men.i stedet fokusere på det vigtigste, nemlig at skrive ordrer og nyde deres ophold i København," lyder det fra Jesper Åndahl, salgs- og marketingdirektør Bella Center.

Den klare ambition for samarbejdet er, at den styrkede indsats skal komme hele modebranchen til gode:

"Det overordnede formål er helt klart at styrke den samlede modebranche. Kan vi få flere indkøbere til messerne, bliver der lagt flere ordrer hos de skandinaviske brands, og de bliver i højere grad eksponeret i udlandet, hvilket skaber øget fokus på skandinavisk mode, og det trækker endnu flere indkøbere til Copenhagen Fashion Week. Så på den måde forsøger vi at skabe en positiv spiral," lyder det fra Kasper Eis, udviklingsdirektør i Dansk Mode
& Textil.

Copenhagen Fashion Week blev officielt åbnet af erhvervs- og økonomiminister, Brian Mikkelsen
onsdag den 2. februar kl. 10.00 i Bella Center.

De fire messer og Dansk Mode & Textil holder fælles pressemøde
fredag den 4. februar kl. 12.30 på Nimb. Tilmelding sker på sh@dmogt.dk

Fakta:
· I samarbejdet indgår CIFF, Gallery og Copenhagen Fashion Fairs, som står bag CPH Vision og Terminal-2.
· 2.400 brands udstiller på de fire messer - et tal som kun overgås af modeugen i Paris
· De involverede parter har hidtil samarbejdet under navnet Copenhagen Fashion Council, som var finansielt støttet af Fonden til Markedsføring af Danmark. Danish Fashion Institute (DAFI) var den sidste partner i dette samarbejde
* Copenhagen Fashion Council afholdt World's Greatest Catwalk i august 2010 - en begivenhed som fik verdensomspændende medieomtale og opmærksomhed. Begivenheden var støttet af M-Fonden
* Copenhagen Fashion Council inviterer ca. 60 af Europas bedste indkøbere til den kommende modeuge. Der er tale om både stormagasiner, webbutikker og mindre, uafhængige butikker. Et tilsvarende antal var inviteret under modeugen i august 2010. Både i august og februar er denne aktivitet støttet af M-Fonden
· Dette suppleres med 20 udenlandske journalister, som tæller både fagpresse og modemagasiner
· Mellem 40.000 og 50.000 mennesker besøger de fire messer hver sæson
· Samarbejdet forventes udbygget med messen CPH Kids til august

Kontakt:
Kasper Eis, udviklingsdirektør, Dansk Mode & Textil, 9711 7233, ke@dmogt.dk

Relevant information

http://www.bellacenter.dk


Pressekontakt


Firma

Bella Center A/S
Center Boulevard 5
2300 København S, Danmark

  32472613

http://www.bellacenter.dk

Modtag nyheder fra Bella Center A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.