Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
16/11-10   -   Pressemeddelelse

Medea som moderne flygtning

KAN MAN DRÆBE SINE BØRN OG STADIG VÆRE ET MENNESKE?

Medea er blevet forladt af sin Jason.

Han er et legebarn og den, der tager livet let. Medea er den tungsindige. Allerede som nybagt mor, frygter hun for den dag, hvor lykken vender.

Da Jason forelsker sig i en anden, krakelerer Medeas verden. Først bliver hun udvist fra det land, hun flyttede til på grund af ham. Dernæst mister hun evnen til at tænke klart. Da Medea slår sine børn ihjel, er mordet både en hævn over Jason, og et svar til det samfund, der har taget alt fra hende.

MEDEALAND bygger på Euripides' antikke klassiker. I denne version er hovedrollen forvandlet til en moderne flygtningeskæbne, der afhænger af manden, der - qua hans statsborgerskab - holder nøglen til hendes opholdstilladelse. I Camilla Bjørnvads smukke og knaldhvide scenografi oplever vi en uønsket kvindes kamp for at bevare sig selv.

"Dette er ikke kun Medeas oprør, men også et opgør med et forældet kvindebillede. Et slags farvel til en kvinde, som lever sit liv gennem et andet menneske og dermed ikke formår at skabe sig sit eget eksistensgrundlag," siger skuespillerinden Mille Dinesen, der har forestillingens altafgørende hovedrolle.

MEDEALAND er skrevet af den svenske forfatterinde, Sara Stridsberg, der fik Nordisk Råds Litteraturpris for romanen DRØMMEFAKULTETET i 2007. Med MEDEALAND viser hun, hvordan vi alle kan presses helt ud til kanten. Selvom det næsten er for uhyggeligt til at være sandt, er Medea ikke den eneste mor, der dræber sine drenge. Børn er også ofre for nutidens tragedier.

"Medealand er en tilstand, alle kan blive skubbet ind i, hvis vi bliver afvist i samfundet eller af dem, vi elsker. Vi tilhører alle den samme sårbare menneskehed", siger Sara Stridsberg.

Det er 2441 år siden, Euripides vandt en tredjeplads ved Dionysosfesten med tragedien Medea. Med Sara Stridsbergs stærke, sproglige tone får historien nyt liv som en knivskarp skildring af den ondeste og grimmeste skilsmisse, man kan forestille sig.

MEDEALAND er teater, når det er stærkest.

MEDEALAND. Spiller på Edison, Edisonvej 10, Frederiksberg fra 19. nov til 18. dec 2010.

Medvirkende: Mille Dinesen, Solbjørg Højfeldt, Janus Nabil Bakrawi, Søren Spanning og Caroline Dahl
Instruktør: Alexa Ther
Scenograf: Camilla Bjørnvad
Billetpriser fra 205 kroner.
Ungdomsbilletter fra 60 kroner.

Relevant information

http://www.bettynansen.dk/


Pressekontakt


Firma

Betty Nansen Teatret
Asgårdsvej 2
1811 Frederiksberg, Danmark

  33 29 61 32
  20 64 86 10

http://www.bettynansen.dk/

Modtag nyheder fra Betty Nansen Teatret på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater