16/02-12
-
Pressemeddelelse
Ny publikumspris - Stem på årets bedste museum
Danskerne bruger deres museer som aldrig før, og nu inviteres publikum til selv at sætte pris på årets bedste oplevelser. Bikubenfonden har netop indstiftet Publikums Museumspris, der giver alle chancen for at stemme på deres helt egen favorit.
Det er ikke noget nyt, at der bliver sat pris på museerne, for gennem ti år har Bikubenfonden allerede uddelt Den Danske Museumspris, som er gået til et museum, der har udvist en betydende, kvalitetsbetonet indsats. Når vi nu har valgt også at indstifte en publikumspris, så er det ifølge Bikubenfondens direktør fordi: "Museerne er for os alle. At komme på et museum, fysisk eller online, beriger os med ny indsigt, der skaber udsyn og perspektiv på den fremtid vi alle skal møde", siger fondens direktør Søren Kaare-Andersen: "Med den nye Publikums Museumspris håber vi, i endnu højere grad end tidligere, at kunne inddrage museumsbrugere af alle slags og høre deres mening".
200.000 kr. på spil
Publikum får chancen for at stemme på årets bedste museumsoplevelse blandt 5 nominerede museer. Det museum, der får flest stemmer, modtager prisen på 200.000 kr. Juryen udpeger 5 nominerede museer ud fra et årligt fastlagt tema. I 2012 vil der bliver lagt vægt på, at de nominerede museer i særlig grad har taget udgangspunkt i den lokale forankring. At temaerne skifter er med til at sikre, at alle museer kan komme i spil til prisen - og herefter er det publikums stemme, der afgør, hvilket museum der løber af sted med de 200.000 kr.
5 museer i opløbet
De 5 nominerede museer offentliggøres 1. maj, og herefter har publikum en måned til at stemme på deres favorit. I løbet af denne måned er det vores håb, at de nominerede museer vil lege med og gøre noget særligt for at vise deres særpræg og kvaliteter og åbne dørene for publikum på nye måder. Den 11. juni kåres vinderen ved et storstilet arrangement på Statens Museum for Kunst.
Relevant information
http://www.bikubenfonden.dk/