10/06-13
-
Pressemeddelelse
Energihøring om varmeforsyningen på Nordfyn
Steen Gade, formanden for folketingets klima-, energi- og byggeudvalg kommer til Morud.
Mandag den 17. juni fra kl. 19-21 holder SF i Nordfyn en høring på Ditlevdals Bisonfarm, hvor Steen Gade vil fortælle om den globale og nationale udfordring - energiforsyning - miljøbelastning. Hvor er vi på vej hen?
Morten Grønfeldt, den lokale energivejleder med speciale i klimaskærm og installationer vil fortælle, hvor 100 000 kr. luner mest? Der vil blive omtalt viften af muligheder for individuelle og kollektive løsninger, der kan lede frem udfasning af fossilt brændsel.
Er fjernvarme den optimale løsning?
Inden længe vil et projektforslag til fjernvarmeforsyning i Søndersø blive sendt i høring. Som det fremgår af projektforslaget, der kan ses på kommunens hjemmeside, kommer initiativet med baggrund i regeringens målsætning om, at el- og varmeforsyningen skal dækkes af vedvarende energi i 2035.
Spørgsmålet er, om fjernvarmeforsyning til Søndersø og Morud, med udgangspunkt i forbrændingsanlægget i Odense, er den optimale løsning, da en realisering af projektet vil have konsekvenser flere årtier frem i tiden. I lyset af at udviklingen på energiområdet sker med en rivende hast er det meget vigtigt at man gør sig grundige overvejelser, inden man beslutter sig.
Energibæreren i fjernvarmeforsyningen er vand, som ikke er den mest effektive. Et energitab på op mod 20% i en transmissionsledning til henholdsvis Morud og Søndersø er ikke urealistisk, blot for at nævne en problematik.
En anden problematik er omkring forbrændingen på Fynsværket, hvor halm og affald leverer deres part, men man er også afhængig af kul i et betragteligt omfang. Desuden går udviklingen i retning af at kraftværker bliver udfaset og det er ikke urealistisk at Fynsværket i en ikke fjern fremtid er overflødig som producent af elektricitet.
I Tyskland satser man på nuværende tidspunkt på at blive selvforsynende med elektricitet/energi fra sol og vind. Et problem er at få lagret el-overskudsenergien til brug på tidspunkter hvor det ikke blæser og solen ikke skinner. Men her har man langt fremme med en løsning, hvor overskudsenergien bruges til udvinding af brint ved elektrolyse. Brinten kan sammen med CO2 omdannes til grøn gas, som kan lagres og anvendes i det eksisterende gasnet. Der arbejdes ligeledes på løsninger, hvor brint anvendes direkte til varmeproduktion.
Overvej løsningen
Fjernvarmen skal ikke afskrives som en mulighed, men det skal overvejes meget nøje, hvilke løsninger der vælges og der skal frem for alt tages højde for at andre og måske bedre løsninger er inden for rækkevidde. Endelig må vi ikke glemme, at den direkte (her og nu) anvendelse af vindmølle- solcellestrøm til produktion af varme via varmepumper, er endog meget energirigtig og grøn.
Problematikken sættes nu til debat, og vi kan kun anbefale, at du tager til det offentlige møde, mandag d. 17/6 kl. 19, på Ditlevsdal Bisonform i Morud.
Billede:
Morten Grønfeldt, energivejleder Grønfeldt Bolig.
Relevant information
http://www.blaesbjerghus.dk