11/07-11
-
Pressemeddelelse
Tusindevis af danske facebookbrugere lokkes af gratis ydelser
En ny farlig trend har de seneste dage plaget det sociale netværk Facebook. Forskellige facebook-sider er nemlig begyndt at tilbyde gratis produkter, mod at brugerne "synes godt om" den givende side. Tusindevis af danskere er hoppet med i det, som med stor sandsynlighed er fup og fidus.
Gratis produkter til de første 25.000 (Ny butik åbner)
Lokkende tilbud har der været mange af på Facebook, de seneste dage. Nye "sider" er skudt op, og har tilbudt alt fra gratis trøjer, sko, fodboldtøj og kasketter - alle produkter fra kendte producenter. Fælles for alle disse grupper har været, at den eneste modydelse der kræves af brugeren, har været at synes godt om siden, dele siden med sit netværk, samt oplyse sin adresse i en email, som ville blive tilsendt. Tilbuddet har derfor fristet mange danskere, og flere sider tæller nu op imod 22.000 brugere.
Alarmklokkerne lyser hos ekspert
Emil Blücher, der til dagligt arbejder med online markedsføring hos Blücher Media, har de seneste dage fulgt denne trend nøje, og udtaler i dag sin skepsis overfor udviklingen. "Det strider mod almindlig sund fornuft, at bruge op imod 3,5 million kr, på markedsføring af én enkelt facebookside. Udbyttet står simpelhen ikke mål med udgiften. Personligt tror jeg derfor aldrig at brugerne kommer til at se deres gratis produkter". Udover at brugerne spilder deres tid på et potentielt fupkoncept, kan det få en række andre konsekvenser for brugerne, udtaler Emil Blücher. "Det farlige i konceptet ligger i, at brugerne tvinges til at oplyse deres personlige oplysninger, såsom fysik adresse samt emailadresse, for at kunne få fat i produkterne. Brugerne har ingen kontrol over hvad disse oplysninger senere hen bliver brugt til".
Kan ramme danske virksomheder hårdt
I mange af facebooksidernes beskrivelser, står det anført at siderne med tiden vil tilbyde flere gratis ting og konkurrencer - et løfte som Emil Blücher tror, vil blive opfyldt. "Som det er nu, kan man som firma eller privatperson tilmelde sig en række af partnerprogrammer. Ved at guide besøgende ind på spørgeskemaer og konkurrencer, kan man dermed tjene penge for sit arbejde - penge der i sidste ende betales af udbyderne af spørgeskemaerne, der eksempelvis bruges i forbindelse med undersøgelser" "Det må anses for sandsynligt, at de nye facebookgrupper med tiden, vil blive brugt til at henvise til disse spørgeskemaer. Sker det, vil antallet af ikke-relevante besøgende stige til en sådan grad, at det vil skade affiliate branchen"
Kan udvikle sig til et problem for Facebook
Fortsætter udviklingen som vi har set det de sidste år, er der risiko for at mange facebookbrugere vil forlade den sociale platform. "Mange bliver trætte af alt den støj de modtager gennem deres netværk, grundet at stadig flere sider og grupper kræver, at man skal dele budskabet om den givende side med alle vennerne" udtaler Emil Blücher.
Google har for nyligt startet deres eget sociale netværk, som med tiden ville kunne lokke brugere fra facebook over til deres nye service. "Især de mere proffesionelle brugere, tror jeg med tiden vil strømme over til Google+. Mange gider ikke ligegyldig støj fra grupper og sider, samt spilanmodninger fra deres omgangskreds."
Relevant information
http://www.blucher-media.dk