24/05-11
-
Pressemeddelelse
Selvmord skal ikke længere være tabu!
»Min kæreste kendte ikke Frederik, og jeg vil godt have, at hun forstår, hvem han er, fordi han betyder meget for mig, og fordi det er noget, der præger mig«.
Eske Benn Thomsen, mistede sin bedste ven
Hvert år begår 600-700 danskere selvmord, og herved efterlades op mod 4000 pårørende årligt. Alligevel glemmer vi ofte de mennesker, der bliver tilbage efter et selvmord.
»Det har hjulpet og gjort mig glad i sorgen, når nogen har turdet spørge mig om Rasmus' liv og død. Jeg blev så glad, da der en dag var en, der turde spørge, hvordan Rasmus så ud, da han var død«.
Anni Gundersen, mistede sin søn
Selvmord kan stadig være tabu og svært at tale om, men nu står 30 mennesker frem og fortæller om at miste deres kære: forældre, børn, søskende, kærester, ægtefæller og venner. Og om de mange, ofte modstridende følelser, det afføder: savn, sorg, svigt, skyld, skam, magtesløshed, vrede - og lettelse.
»Jeg har aldrig været vred på Andreas, for jeg ved, at det har været hårdt for ham. Jeg har været ked af, at han har følt, at vi ikke elskede ham nok«.
Anne-Gerd Bjerholm, mistede sin storebror
»Nogen syntes måske, at jeg var fuldstændig tovlig, for jeg var til hundetræning ti dage efter Else døde. Men jeg ville jo bare gerne snakke med dem, som jeg var sammen med«.
Eske Eskesen, mistede sin hustru
De efterladte får ord og billeder i bogen De der blev tilbage af psykolog Birgitte Andersen og fotograf Torben Åndahl.
Bogen henvender sig særligt til de, der blev tilbage, men i høj grad også til dem, der får problemstillingen ind på livet via deres arbejde, f.eks. behandlere i både sundhedsvæsenet og i privat regi, pædagoger og lærere.
De der blev tilbage En portrætbog om efterladte efter selvmord
Birgitte Andersen (tekst) & Torben Åndahl (foto) Forord af tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen
Udkommer 27. maj
208 sider
indbundet
illustreret
299 kr. (vejl.)
Torben Åndahls portræt af Eike Stubsgaard (side 189) har 6. maj vundet 1. prisen i Brygger J.C. Jacobsens portrætpris 2011. Portrættet udstilles sammen med andre bidrag til konkurrencen på Frederiksborg Slot 7. maj-31. juli 2011.
Relevant information
http://www.frydenlund.dk