24/09-09
-
Pressemeddelelse
Boligsælgere dropper at leje ud
Færre boligsælgere lejer deres bolig ud under salg. Det viser tal fra Boligportal.dk. Ifølge Boligportal.dk skyldes det, at boligejerne i stigende grad venter med at købe ny bolig, før den gamle er blevet solgt.
Der er sket et fald i andelen af boligsælgere, der vælger at leje deres bolig ud, mens de venter på at få den solgt. Det viser en rundspørge blandt 276 private udlejere på landets største internetside for lejeboliger, Boligportal.dk. Her svarer 15,9 procent af de adspurgte private udlejere, at de lejer deres bolig ud, mens de venter på at få den solgt. I en lignende undersøgelse for 10 måneder siden svarede 22,7 procent af de private udlejere på Boligportal.dk, at deres bolig var under salg.
Hos Boligportal.dk ser portalchef, Henrik Løvig, faldet som et udtryk for, at bankerne er blevet mere tilbageholdende med at låne penge ud, før boligejerne har solgt deres boliger.
- Ofte vil bankerne ikke låne penge ud, før boligejerne har solgt deres bolig. Derudover er boligejerne også blevet mere forsigtige og tør ikke købe ny bolig, før den gamle er solgt. Derfor er der heller ikke så mange, der er afhængige af at leje en bolig ud for at få økonomien til at hænge sammen, siger Henrik Løvig.
Lejeloven overrasker
Henrik Løvig peger dog også på, at faldet i antallet af boliger, der lejes ud under salg, kan skyldes en række sager, hvor private udlejere har fået en ubehagelig overraskelse fra huslejenævnet.
- Den seneste tid har der været en række sager, hvor almindelige boligejere ikke har sat sig ordentligt ind i lejeloven, inden de lejede deres bolig ud. Det har resulteret i nogle uheldige sager, hvor private udlejere blandt andet er blevet tvunget til at sætte huslejen så meget ned, at de ikke kan få dækket deres udgifter. Sådanne sager kan virke afskrækkende på boligsælgere, der overvejer at leje deres bolig ud under salg, siger Henrik Løvig og fortsætter:
- Løsningen på problemet er at inddrage en advokat eller en anden rådgiver, som kan hjælpe med at fastsætte huslejen inden for lejelovens rammer. Den investering er godt givet ud, siger Henrik Løvig.
Valg mellem pest eller kolera
Det er professor Hans Henrik Edlund fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet enig i. Han har ved flere lejligheder advaret boligsælgere om faldgruberne ved at udleje under salg.
- Det er ofte et valg mellem pest eller kolera, når boligsælgere vælger at leje ud. De har en ekstra bolig, som de ikke kan komme af med, og så må de enten sluge et stort økonomisk tab eller få en lejer ind. Og det sidste er ikke altid sjovt, hvis man ikke garderer sig ordentligt mod faldgruberne, siger han og peger på lejelovens bestemmelser om lejestørrelse og tidsbegrænsning som de største faldgruber for boligsælgere, der lejer ud under salg.
Hans Henrik Edlund vurderer, at faldet i antallet af boliger, der lejes ud under salg, sandsynligvis skyldes, at boligsælgerne har fundet en løsning på deres problemer.
- Enten har flere boligsælgere allerede fundet en lejer, eller også har de allerede fået solgt, siger han.
###
Om Boligportal.dk
Boligportal.dk blev startet i 1999 for at gøre kontakten mellem boligmarkedets parter lettere.
I dag har Boligportal.dk mere end 600.000 besøgende om måneden og er Danmarks største markedsplads for lejeboliger. På Boligportal.dk er der altid mere end 5.000 ledige lejeboliger. Mere end 800 boligadministratorer og udlejningsselskaber samt private udlejere annoncerer lejeboliger på Boligportal.dk
Boligportal.dk er en del af den børsnoterede mediekoncern Søndagsavisen a-s.
Relevant information
http://www.boligportal.dk