06/10-10
-
Pressemeddelelse
BL: Positivt med stor fokus på udsatte boligområder
Boligselskabernes Landsforening glæder sig over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i åbningstalen lagde stor vægt på at finde løsninger på problemerne i de udsatte boligområder.
"Overordnet set er det meget tilfredsstillende, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i åbningstalen lagde så stor vægt på at finde grundlæggende løsninger på problemerne i de udsatte boligområder. Tanken om at åbne områderne imod resten af samfundet er rigtig. Og jeg er helt enig i, at der skal tænkes i løsninger, som både omfatter fysiske forbedringer af boligområderne samtidig med, at der sættes ind over en bred front på en lang række andre områder," siger direktør Bent Madsen, Boligselskabernes Landsforening. Han fortsætter:
"Jeg hæfter mig også ved, at statsministeren lover en anderledes effektiv indsats fra politiets side i de udsatte boligområder. Det hilser jeg meget velkommen. Vi har længe efterlyst, at politiet gav borgerne i disse områder samme service og samme tryghed, som alle andre danskere."
Direktør Bent Madsen har en forhåbning om, at Lars Løkke Rasmussens melding om det bebudede ghetto-udspil tegner linjen for efterårets politiske forhandlinger på boligområdet:
"Jeg håber, at statsministerens klare meldinger lægger linjen for de kommende boligpolitiske forhandlinger. I Landsbyggefonden er der en kø af renoveringsprojekter på otte milliarder kroner, og skal regeringens strategi for de udsatte boligområder lykkes, så er det afgørende, at der skrues op for tempoet i renoveringerne. Det vil ikke en gang koste skatteyderne penge, for pengene i Landsbyggefonden er lejernes egne opsparede midler, det vil derimod give øget beskæftigelse at øge renoveringsindsatsen."
Kontaktinformation:
BL's direktør, Bent Madsen: Tlf. 28 88 18 77
BL's presse- og informationschef, Michael Thorberg: Tlf. 40 35 66 72
Relevant information
http://www.bl.dk
Firma
Boligselskabernes Landsforening
Studiestræde 50
1554 København V,
Danmark
40 35 66 72
33 76 20 01
http://www.bl.dk