07/10-09
-
Pressemeddelelse
Nyt website til Illustreret Videnskab
Arkivet er blevet åbnet - og gallerier, artikler, quizzer og meget andet giver næring til nysgerrigheden, efter at Nordens største magasin har fået helt ny hjemmeside på illvid.dk
"Videnskab er bestemt ikke kedeligt, men det er desværre ofte sådan, at det bliver præsenteret. På Illustreret Videnskab synes vi, at verden er et fantastisk sted, og nu får vi en hjemmeside, der kan begejstre med nyheder, gallerier, video, interaktive fortællinger, quiz, konkurrencer og meget mere," siger Søren Berg, Online Manager for Vidensgruppen i Bonnier Publications, der udgiver Illustreret Videnskab på kryds og tværs af landegrænser.
Men gammelt nyt er også godt nyt, for Illustreret Videnskab åbner samtidig for flere end 6.000 artikler i arkivet for brugerne på sitet. Det vil ikke længere være et krav, at brugeren er abonnent, for at gå på opdagelse i arkivet.
Den nye hjemmeside er bygget op helt fra bunden med ny teknologi, nyt design, nyt indhold og funktionalitet. Fremover vil hjemmesiden blive opdateret dagligt med nyt fra videnskabens verden.
"Vi vil dyrke den spændende og engagerende fortælling og skabe et stærkt, visuelt univers, der pirrer nysgerrigheden og lysten til at udforske ny viden," siger webredaktør Mia Dalby Larsen, der har mange spændende nyskabelser i pipelinen til det nye site.
Det er ikke kun i Danmark, at Illustreret Videnskab får ny hjemmeside. Også i Sverige, Norge, Finland og Holland kommer der i løbet af de næsten 14 dage nye hjemmesider til magasinet.
For yderligere oplysninger om illvid.dk kontakt Online Manager for Vidensgruppen Søren Berg på 20533256
For oplysninger omkring annoncering på illvid.dk kontakt Salgschef Christian Clausen på 39172322
Magasinet ILLUSTRERET VIDENSKAB er et internationalt populærvidenskabeligt magasin, som udgives af Bonnier Publications International AS. Magasinet udkommer i 13 lande.
Lige siden bladets start i 1984 har Illustreret Videnskab været Nordens største magasin om videnskab, natur og teknik. I dag har bladet et samlet oplag på omkring 350.000 i Norden, hvor hvert nummer læses af omkring 2 millioner mennesker. På verdensplan er det samlede opdag på omkring 500.000 eksemplarer, og læsertallet er omkring 3 millioner.
Koncernen BONNIER PUBLICATIONS udgiver blade, websites, bøger, videoer og DVDer i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Holland. Blandt de mest kendte titler er Bo Bedre, Gør Det Selv, I Form, Illustreret Videnskab, Komputer for alle, Illustreret Videnskab Historie, Penge & Privatøkonomi, National Geographic, Digital Foto, Aktiv Træning, Videnskabens Univers og Sund Nu. BONNIER PUBLICATIONS A/S er et selskab i BONNIER AB.
Relevant information
http://www.illvid.dk