Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/03-11   -   Pressemeddelelse

Historie er det nye hit

Historieskrivningen er sluppet af med sit støvede image og har fået tag i danskerne - ikke mindst i de unge, viser nye tal.

Interessen for fortiden har tilsyneladende aldrig været større end nu. Populært stof om historie har fanget et stort publikum af danskere, viser nye tal. Desuden har digitale medier og en ny historieopfattelse mønstret en ny generation af historieelskere - de unge.

Nye tal fra Bonnier Publications dokumenterer den stigende interesse hos et nyt publikum. Bonnier udgiver populærmagasinet Historie med den tilhørende hjemmeside www.historienet.dk, på 5 sprog. Her har antallet af brugere oversteget de vildeste forhåbninger og er nærmest i eksplosiv vækst.

På et år er brugertallet steget med 600 procent. Sitet har nu 130.000 besøg hver måned, alene i Danmark ca. 50.000 besøg. Magasinet Historie er på rekordtid blevet bladhusets næststørste med et oplag på 120.000 i seks lande. Bonnier Publications har ramt en åre, siger Magasinet Histories chefredaktør, Sebastian Relster:

"For mange har ordet "historie" været forbundet med skolefaget historie, det vil sige endeløs opremsning af årstal, fodnoter og kongerækker. Men nu er ånden sluppet ud af flasken. Det er blevet ok at levendegøre historien. At formidle drama, menneskeskæbner, hverdagsliv... alt det, som historien jo også er: En sand guldgrube af spændende historier."

Det unge publikum er med
Tallene for sitet Historienet.dk viser helt tydeligt, at det unge publikum er hoppet med på den mere frigjorte historiefortælling. Hver fjerde netbruger er således nu mellem 15 og 25 år.

"Den nye avancerede teknologi med 3D rekonstruktioner og virkelighedstro animationer, spiller helt klart også ind på interessen hos de unge. Men jeg tror nu historie-interessen altid har været der - den er bare aldrig blevet forløst. Store folkeformidlere som Palle Lauring og Erik Kjærsgaard tog nogle tilløb, men det var i tv-monopolets tidsalder, hvor det hele havde et skær af brunt jernbanefløjl," siger Sebastian Relster.

Historie i alle medier
Den stigende interesse for historie har længe afspejlet sig i film, dokumentarfilm, i litteraturen, i historiske foreninger og altså nu også i magasinverdenen:

"På kioskhylderne ses det jo ret tydeligt, at historiske magasiner som vores eget erobrer stadig mere plads og alle tv-seere ved, at historiske dokumentar-film - særligt om 2. verdenskrig - fylder godt i sendefladen, som fx lige nu serien Pacific på DR1. Historie har vundet sin plads i medieforbruget i samme omfang som madlavning og krimistof," siger Sebastian Relster.

Især 2. Verdenskrig er et sikkert kort. Af samme grund lancerer Bonnier tirsdag sitet historienet.dk/2verdenskrig og til april et stort særnummer kun om 2. Verdenskrig.

"2. verdenskrig er suverænt noget af det mest populære historiske stof. Krigen vil tilsyneladende ikke slippe sit greb i os, selv om de færreste har oplevet den på egen krop. Fascinationen handler ikke blot om krudt og kugler, men om at hele civilisationen spillede fallit. I løbet af krigens seks år blev alle moralske og etiske spilleregler sat ud af kraft, og derfor er beretninger om 2. verdenskrig frygtelig læsning. Og frygtelig fascinerende læsning," slutter Sebastian Relster.

Yderligere info:
Magasinet Histories chefredaktør Sebastian Relster,
Tlf.: 39 17 22 80.
Mail: sebastian.relster(at)historiebladet.dk.

Relevant information

http://www.bonnierpublications.com


Pressekontakt


Firma

Bonnier Publications A/S
Strandboulevarden 130
2100 København Ø, Danmark

  +45 39 17 23 73

http://www.bonnierpublications.com

Modtag nyheder fra Bonnier Publications A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater