06/10-09
-
Pressemeddelelse
Boxer banker prisen helt i bund
Skal man ud og anskaffe sig en digital modtagerboks for at undgå sort skærm efter den 31. oktober, er Boxers nye kampagnetilbud et oplagt valg.
Boxer sænker i dag prisen på Danmarks i forvejen billigste tv-pakke til bare 49 kr./md. inklusive en digital modtagerboks. Tilbuddet gælder frem til 31. oktober.
Boxer sænker fra i dag drastisk prisen på Danmarks i forvejen billigste tv-pakke - Boxer MINI. Prisen reduceres fra 89 kr./md. til bare 49 kr./md. ekskl. kortafgift i en aggressiv kampagne, der varer frem til 31. oktober. Dermed er tv-konkurrencen i Danmark total op til slukningen af det analoge tv-signal.
Udgiften det første år er alt inklusive 1.366 kr. for både tv-kanaler og digital modtagerboks. Det er omtrent samme pris, som en Boxer-godkendt digital modtagerboks koster hos en forhandler. Man får altså uden ekstra omkostninger en digital tv-pakke fra Boxer i et år, hvis man alligevel står for at skulle anskaffe sig en boks for at sikre sig mod sort skærm fra 31. oktober.
"Vores prissænkning giver alle de danskere, der står foran sort skærm ved udgangen af måneden, et let valg. Man kan faktisk prøve betalings-tv-kanalerne gratis i et år, og når man ikke længere vil være kunde hos Boxer, har man stadig sin egen boks, der stadig giver adgang til alle DRs kanaler og TV 2, nu og i fremtiden. Mere enkelt bliver det ikke," siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV.
Boxer MINI appellerer især til de tv-seere, som godt vil have de mest populære tv-kanaler, men ikke alle mulige andre kanaler. Pakken fra Boxer indeholder TV 2 NEWS, TV 2 Charlie, Kanal 4 og Kanal 5, svensk TV4, norsk TV 2 samt tyske ARD. Og i forvejen kan man kvit og frit med en almindelig antenne og en Boxer-godkendt digital modtager se DR1, DR2, TV 2 og DR Update digitalt. 1. november kommer yderligere fem gratis tv-kanaler: en folketingskanal, en kanal med lokalt og regionalt tv, de tre nye DR-kanaler DR Ramasjang, DR K og DR HD - i alt 16 tv-kanaler, hvoraf syv af de eksisterende er blandt danskernes 10 mest foretrukne.
Tilbuddet gælder naturligvis alle danskere og kræver blot en almindelig antenne og Boxer-godkendt digitalt modtagerudstyr. De Boxer-kunder, der allerede har købt Boxer Mini, får prisen sat tilsvarende ned.
Boxer TV tilbyder alle danskere op til 31 digitale betalingskanaler via deres almindelige antenne. Med Boxer har man mulighed for selv at sammensætte sin tv-pakke med de tv-kanaler, man faktisk ønsker at se og med Boxers tv-pakker kan man frit tilkøbe ekstra tv-kanaler.
Yderligere information : Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV A/S, tlf. 4132 9500
Relevant information
http://www.boxertv.dk