20/10-09
-
Pressemeddelelse
Masser af nabolands-tv med Boxer
Alle kunder hos Boxer kan fra 1. november glæde sig over masser af godt tv fra de største tv-kanaler i vore nabolande. Boxer indgik i foråret distributionsaftale med tre nabolandskanaler - tyske ARD, norske TV 2 Norge og svenske TV4. Dermed sikrer Boxer, at samtlige danskere i fremtiden får adgang til tysk tv, selvom de bor i Nordjylland, svensk tv i Vestjylland og norsk tv til sjællænderne.
Selvom Boxer i sin sendetilladelse fra den danske stat er forpligtet til at sende én nabolandskanal, har Boxer tidligere på året besluttet at sende hele tre nabolandskanaler.
- Vi véd fra vore undersøgelser, at danskerne ikke bruger meget tid på at se nabolands-tv, men det betyder meget for de fleste at have adgang til tv fra vore nabolande. Derfor har vi sikret, at alle danskere, uanset hvor i landet de bor, for første gang er sikret en tv-kanal fra hver af vore nærmeste naboer. Dette er en forbedring i forhold til i dag, hvor mange overhovedet ikke har kunnet modtage tv fra vore nabolande, siger adm. direktør Steen Ulf Jensen, Boxer TV.
Bor man tæt på grænsen til én af nabolandene, vil man som hidtil kunne modtage de nabolandskanaler, man altid har modtaget via sin antenne og direkte over grænsen - foruden altså de tre landsdækkende nabolandskanaler via Boxers tv-net, der sender en lang række tv-kanaler ud til modtagelse med en ganske almindelig antenne. I forvejen kan man med antennen altid modtage ni tv-kanaler kvit og frit - DR1, DR2, TV 2, DR Update samt DR K, DR Ramasjang, DR HD, Folketingskanalen og en tv-kanal med lokalt og regionalt tv.
Lige nu kan man for 49 kr. om måneden (ekskl. kortafgift) supplere ovenstående 12 tv-kanaler med Boxers MINI-pakke, der indeholder de populære tv-kanaler, TV 2 NEWS, TV 2 Charlie, Kanal 4 og Kanal 5. Tegner man et 12 måneders abonnement, får man derudover en digital modtagerboks med i handlen - den totale pris for abonnementsperioden på ét år vil være 1.366 kr., inklusiv alt.
Yderligere information
Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV A/S, tlf. 4132 9500
Relevant information
http://www.boxertv.dk