11/04-11
-
Pressemeddelelse
28 betalingskanaler sendes ukodet hele påsken
Alle danske husstande får adgang til 28 betalingskanaler i hele påskeferien og ugen efter, da de mange kanaler kan modtages uden Boxer-kort. Man skal blot have et fjernsyn af nyere dato og en almindelig antenne for at kunne se de mange tv-kanaler.
I år er der masser af tv-underholdning i påsken, hvis man ser tv over almindelig antenne. For Boxer har besluttet at alle danskere kan se 28 betalingskanaler i fjorten dage fra 16. april til 1. maj uden at man behøver et Boxer-kort i sit tv eller digitale modtagerboks. Det gode tilbud i hele påskeferien og ugen efter skyldes, at TV 2 snart bliver til en betalingskanal:
"Efter nytår skal man have et Boxer-abonnement for at se TV 2's hovedkanal med en almindelig tv-antenne. Derfor vil vi allerede nu gerne give en forsmag på, hvad man kan se på 28 af vores bedste kanaler. Dermed kan danskerne vurdere, om der er nogen af de andre betalingskanaler, de gerne vil abonnere på ud over TV 2," siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør hos Boxer.
Med en almindelig antenne og Boxer-godkendt modtagerudstyr kan man altid se alle DR's tv-kanaler. Med Boxers påskeæg kan man se op til 37 tv-kanaler i de 14 dage, tilbuddet gælder. Og man skal altså ikke have et Boxer-abonnement i forvejen.
Antennen er et seriøst alternativ
Med påsketilbuddet vil Boxer også vise, at de mange kanaler, som man kan se med et Boxer-kort, også er et stærkt alternativ til kabel- og satellit-tv og ofte billigere.
"Mange danskere ved stadig ikke, at de kan modtage et stort udvalg af betalingskanaler via antenne, så de mange ekstra kanaler i påsken skal også få danskernes øjne op for, at de kan modtage mange gode tv-kanaler ret billigt," forklarer Steen Ulf Jensen.
For at nyde godt af de mange tv-kanaler i påsken og ugen efter skal man blot have en antenne og en MPEG-4 DVB-T modtager, som er indbygget i mange nye tv. Har man et ældre fjernsyn skal man tilslutte en MPEG-4 DVB-T modtagerboks, som man får til 0 kr., når man køber et Boxer-abonnement. Kan man i dag f.eks. se DR Ramasjang eller DR HD, så har man allerede det rigtige udstyr.
Disse tv-kanaler kan man modtage i 14 dage
Boxers betalingskanaler kan modtages af mere end 99 pct. af alle husstande. Og med en digital MPEG-4 modtager og antenne har alle danskere adgang til følgende tv-kanaler i 14 dage fra 16. april til 1. maj:
TV 2 Zulu, TV 2 Charlie, Kanal 4, Kanal 5, 6'eren, TV 2 News, CNN, TV 2 Sport, dk4, Canal9, TV 2 Film, Discovery, Animal Planet, History Channel, Disney Channel, Cartoon Network, Nickelodeon, Disney XD, MTV, Voice, VH1, Travel Channel, Discovery Science, Discovery Travel & Living, Star, TV4 Sverige, TV2 Norge og ARD.
Boxer gav også 14 dages tv-adgang i forbindelse med firmaets et års fødselsdag i november 2010, og den appetitvækker gav efterfølgende mange husstande lyst til at abonnere på betalings-tv hos Boxer.
Yderligere information :
Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV A/S, tlf. 4132 9500 - eller www.boxertv.dk
Relevant information
http://www.boxertv.dk