29/09-16
-
Pressemeddelelse
Dow Jones anerkender Bridgestone på verdensplan som bæredygtig virksomhed
Dæk med gummi fra en ørkenbusk, dækteknologi der reducerer brugen af brændstof og mål om reduktion af CO2. Med tildelingen af Dow Jones Sustainability Indices World har Dow Jones anerkendt Bridgestone for sin langsigtede indsats for økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed
For syvende år i træk er Bridgestone blevet tildelt Dow Jones Sustainability Indices (DJSI) i regionen Asia Pacific - og som noget helt nyt har Bridgestone nu også opnået den eftertragtede anerkendelse på globalt plan med tildelingen af Dow Jones Sustainability Indices World.
Bridgestone vurderet som brancheleder inden for innovation
DJSJ vurderer virksomhederne på en række generelle og branchespecifikke faktorer. Inden for innovation opnåede Bridgestone den højeste score i branchen.
Et af Bridgestones nytænkende initiativer omfatter udviklingen af den næste generation af brændstofeffektiv dækteknologi, kaldet ologic.
"Ologic-teknologien blev udviklet til BMW's i3 elbil og går ud på at udnytte synergien mellem stor dækdiameter og smal dækbredde. Resultatet er et dæk med markante forbedringer i luft- og rullemodstand, så man bruger mindre brændstof, og samtidig har dækket et fremragende vejgreb på våde veje," udtaler Jesper Sørensen, teknisk chef hos Bridgestone Danmark.
Gummi fra en ørkenbusk
Et andet eksempel er, at det er lykkedes Bridgestone at skabe et dæk, hvor andelen af naturgummi er helt erstattet af gummi fra planten guayule, der kan vokse i områder, der normalt ville være golde. Dermed reduceres presset på plantagerne med gummitræer, som kun kan vokse i tropiske egne.
"At have plantagerne i disse områder er dyrt transportmæssigt og indebærer en risiko for forsyningssvigt på grund af dårligt vejr. Derfor forsker vi intensivt i at skabe alternativer, der bæredygtigt kan sikre forsyningen af gummi til produktionen, siger Jesper Sørensen, teknisk chef hos Bridgestone Danmark.
Bridgestones langsigtede mål med guayule og andre organiske råmaterialer er at producere dæk med 100 pct. bæredygtige materialer i 2050.
Bridgestones klimastrategi og miljørapportering vurderet højt
Bridgestone er generelt blevet vurderet højt inden for klimastrategi og miljørapportering, og offentliggjorde i 2016 en global rapport om koncernens tilgang til og aktiviteter inden for bæredygtighed.
Frem mod 2050 har Bridgestone sat en langsigtet, miljømæssig vision om at arbejde frem mod en samlet balance for hele koncernen mellem forretningsaktiviteter og miljøbeskyttelse, bl.a. ved at fastsætte mål om at reducere CO2-udledningen frem mod 2020, både i virksomhedens egne forretningsaktiviteter såvel som gennem en indsats for at forbedre kundernes brændstofeffektivitet.
Hvad er Dow Jones Sustainability Indices (DJSI)?
DJSJ er referencepunkt for bæredygtighed på globalt plan
DJSJ er det centrale referencepunkt for bæredygtighed blandt investorer og virksomheder og udgør den længst kørende gruppe af indekser til at benchmarke global bæredygtighed. DJSI har siden 1999 evalueret økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed blandt de 2.500 største selskaber i Dow Jones.
DJSI belønner den langsigtede indsats
DJSI vurderer virksomhederne på en række generelle og branchespecifikke faktorer inden for corporate governance, risikostyring, branding, klimahensyn, supply chain standarder og arbejdsforhold. DJSI lægger vægt på virksomhedernes langsigtede planer og indsatser, og evalueringskriterierne udvikler sig fra år til år for at sikre fokus på virksomhedernes kontinuerlige udvikling og forbedring inden for bæredygtighed.