Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/11-18   -   Pressemeddelelse

Kan det betale sig at opbevare sommerdækkene til næste år?

Efteråret er over os, og det er tid til at skifte fra sommerdæk til vinterdæk. Du skal gøre plads i garagen til sommerdækkene. Eller skal du? Hvordan vurderer du, om dine sommerdæk er værd at gemme til næste år? Og hvordan passer du på dem, så de kan klare en sæson mere, uden at du går på kompromis med sikkerheden?

- Dækkene er den eneste forbindelse mellem din bil og vejen. Fire stykker gummi, hver på størrelse med en håndflade, er alt der står mellem dig og en potentiel livstruende situation. Derfor skal du sørge for at udskifte nedslidte og beskadigede dæk – og du skal passe på de dæk, du opbevarer, fortæller teknisk chef fra Bridgestone, Jesper Sørensen, som har en række enkle råd til, om du skal gemme eller kassere sommerdækkene.

Tjek for skader og uregelmæssigt slid
Du bør aldrig køre på dæk, der er over ti år gamle, råder Jesper Sørensen, men tjek dine dæk under alle omstændigheder, inden du sætter dem i garagen:

- Forkert hjulindstilling, længere perioder med forkert dæktryk og dårlige vejforhold slider på dækkene. Undersøg om sommerdækkene er slidt uregelmæssigt eller har skæreskader, udrivninger, revner eller buler på dæksiden. Hvis der er skader efter stød eller kørsel på ujævne veje, eller hvis sten eller andre skarpe genstande har sat sig fat i dækket, skal du overveje, om de skal i garagen vinteren over eller ud. Tjek i øvrigt også, om der er skader på bilens fælge, for det kan også beskadige dækkene.

Tjek mønsterdybden
Endnu en ting, du skal have styr på, før du afgør, om dækkene skal i vinterhi, er mønsterdybden. Brug en mønsterdybdemåler på alle fire dæk - mål i hver af de centrale riller og på mindst to punkter i hver rille. Hvis du ikke selv har en mønsterdybdemåler, så kør forbi dit lokale autoværksted til et gratis tjek.
Det lovbefalede minimumskrav for mønsterdybden på dæk er 1,6 mm. Det svarer til tykkelsen på en tændstik. Jesper Sørensen anbefaler dog, at mønsterdybden er mindst 3 mm for sommerdæk og 4 mm for vinterdæk.

Sådan opbevarer du dine dæk
Din garage skal være kølig og tør, helst omkring 15 grader, og der skal være mørkt i rummet. Kommer temperaturen over 25 grader eller under frysepunktet, forandrer gummiets egenskaber sig, og det forkorter dækkets levetid. Dækkene skal beskyttes mod kemikalier og opløsningsmidler og må ikke opbevares sammen med el-motorer og el-apparater, der kan afgive gnister eller strømudladninger. Heller ikke olie og fedt er godt for dækkene.
Dæk med eller uden fælge skal opbevares meget forskelligt: Er der fælge på dine dæk, skal de hænges op eller stables liggende, mens dæk uden fælge skal stå op og ikke må hænge eller stables.

Derfor skal du passe godt på dine dæk
Det koster at køre rundt på slidte dæk, både på sikkerheden og pengepungen. Længere bremselængde, forringet styreevne og øget risiko for udskridning og akvaplaning kan have afgørende betydning i en kritisk situation. Og det giver bøder at køre med en mønsterdybde under 1,6 mm.
Et sidste råd fra Jesper Sørensen lyder:

- Hvis du er i tvivl, om det kan betale sig at opbevare dine sommerdæk, så spørg en fagmand. Det koster ikke noget, og han kan vurdere, om du kan køre en sæson mere på dine dæk eller ej.

FAKTABOKS - slidte dæk og bremselængde
Nedslidte dæk har længere bremselængde. Kører man eksempelvis på våd vej med 80 km/t og med nye dæk, er bremselængden ca. 26 meter, hvorimod man skal bruge ca. 40 meter for at bremse, hvis man kun har 1,6 mm mønsterdybde på dækkene. Ved højere hastigheder er forskellen endnu større.

Bridgestone
Bridgestone, med kontor og lager i Søften ved Aarhus, er et datterselskab af Bridgestone Europe NV/SA. Bridgestone sælger og distribuerer dæk fra Bridgestone, Firestone, Dayton og Seiberling. 47 medarbejdere servicerer dækcentre, bilforhandlere og værksteder med dæk til personbiler, varebiler, motorcykler, lastbiler, landbrugskøretøjer og entreprenørmaskiner.

Billeder


Pressekontakt

Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
  87 64 66 84
  22 70 11 20

Firma

Bridgestone
Sigma 1
8382 Hinnerup, Danmark

  +45 87 64 66 64
  +45 22 70 11 19

http://www.bridgestone.dk

Modtag nyheder fra Bridgestone Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire