03/05-19
-
Pressemeddelelse
Bridgestone er nu BMWs foretrukne dækleverandør
BMW og Bridgestone har gennem snart 25 år arbejdet tæt sammen om at udvikle dæk til utallige BMW-modeller – et udviklingssamarbejde der har resulteret i, at Bridgestone nu er BMW’s foretrukne dækleverandør.
Tusinder og atter tusinder af funklende, nye BMW’er ruller hvert år af samlebåndet hos BMW monteret med Bridgestone-dæk. Det har de gjort i snart 25 år.
Men det er ikke kun BMW’s bilmodeller, der har ændret sig i takt med tiden og den teknologiske udvikling, også dækkene har gennemgået en enorm udvikling for at spille optimalt sammen med hver enkelt bilmodel. For ligesom en BMW ikke bare er en BMW, så er et Bridgestone-dæk ikke bare et Bridgestone-dæk.
Hver model sit dæk
Antallet af Bridgestone-dæk udviklet specielt til OE-montering på hver enkelt BMW-model er vokset kolossalt, siden det første Bridgestone BMW OE-dæk kom på vejene i 1995. De seneste år er det BMW X5, BMW 3 og BMW 8, der har forladt BMW’s fabrikker monteret med dæk fra Bridgestone.
På globalt plan forsyner Bridgestone nu BMW med OE-dæk i samtlige størrelse til hele BMW’s modelprogram. Ret imponerende, når man samtidig tager i betragtning, at der typisk ligger op til to års intenst udviklingsarbejde bag hver eneste dæktype.
Nye dæktyper kommer alle til gode
BMW’s og Bridgestones udviklingsarbejde tager afsæt i nøje optimering af samspillet mellem bil og dæk, men de teknologiske landvindinger på dækfronten kommer alle bilister til gode, uanset om de kører BMW eller ej.
Samarbejdet har fx resulteret i udviklingen af Run Flat-teknologien, hvor man kan køre videre på et punkteret dæk, eller Ologic-teknologien, der reducerer dækkets rullemodstand og giver bedre brændstoføkonomi, og som er udviklet til at imødekomme el-bilers specielle krav, fx BMW i3, i3s og i8.
Selv de mindste marginaler tæller
De forskellige typer af dæk er også blevet optimeret i forhold til forskellige kørselsbehov.
I udviklingen af BMW X5 lagde ingeniørerne vægt på at fintune dækkene, så de arbejder optimalt sammen med X5’erens elektronisk styrede støddæmpere og den justérbare luftaffjedring på den firhjulstrukne SUV. Dæknyskabelsen blev sommerdækket Alenza 001 i størrelse 18” til 21” – og Blizzak LM001-dækket til vinterbrug.
Turanza T005-dækket og Potenza S007-dækket er oprindeligt udviklet specielt til BMW 8-modellerne. Her har ingeniørerne anvendt en speciel gummiblanding for at give dækkene endnu bedre greb på både våd og tør vej, samtidig med at dækkets stivhed giver optimal respons, også i sving.
Best in class hos tyske ADAC
Et sidste eksempel er BMW 3-modellerne. Her har BMW og Bridgestone især jagtet marginalerne på dækkets rullemodstand. I udviklingsarbejdet har ingeniørerne bl.a. anvendt 3D virtual design software til at analysere og fintune dækkets form og aftryk på vejen. Resultatet er, at Turanza T005 har fået stemplet best in class hos bl.a. tyske ADAC.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20