14/10-19
-
Pressemeddelelse
Nyt kantstensdesign nedsætter slitage på bybusdæk betydeligt
Alt for mange bybusdæk kasseres på grund af slidt dækside, selv om der stadig er mønster nok tilbage. Det skal et nyt kantstensdesign gøre noget ved.
Der er – desværre – en rigtig god forklaring på, hvorfor bybusdæk har slidindikator på dæksiden. Det er nemlig kantstenen, som alt for ofte tager livet af bybussens dæk, snarere end et nedslidt mønster på dækket.
I mere end 20 år har løsningen på problemet heddet kantbeskyttere og slidforstærkning på siden af dækket, så der er nogle ekstra mm gummi på siden at slide af. Alligevel er det ikke nok til at sikre dækkets reelle levetid, og alt for mange bybusdæk kasseres på grund af slidt dækside.
Kør tæt på kantstenen uden at tage livet af bussens dæk
Med det nye kantstensdesign kan bussen nu køre tæt på kantstenen, uden at dækket bliver slidt i samme omfang som hidtil. Konstruktionen af kantstenen omfatter en specielt udviklet mere glat skråning, som interagerer med formen på dækket for at mindske slitage på dæksiderne og vibration. Den kan også tilpasses til almindelige dæk- og køretøjsstørrelser, der anvender en bestemt kantstensplacering.
Resultatet er en væsentlig mindre afstand mellem kantstenen og bussens indgang, og det giver lettere og sikrere ind- og udstigning for passagererne – især kørestolsbrugere, ældre mennesker og personer med barnevogne.
Kantstensdesignet skal stå sin prøve til OL 2020
Det nye kantstensdesign blev introduceret i Okayama, Japan i juni 2019. Designet bliver nu taget i brug af bystyret i Tokyo, hvor det til februar skal stå klart i Tokyos olympiske og paralympiske by til legene i 2020. Anlægget vil omfatte næsten 395 meter kantsten, designet til at passe til en bred vifte af dæk- og køretøjsstørrelser.
Som officiel partner for de Olympiske og Paralympiske lege har Bridgestone bidraget i udviklingsarbejdet med sin viden fra dæk og gummi til erhvervsmæssig buskørsel. Bridgestone arbejder fortsat med bystyret i Tokyo og andre kommuner på at identificere fremtidige placeringer af den nye løsning, så den også kan gøre gavn efter de Olympiske og Paralympiske lege i Tokyo i 2020.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20