25/11-19
-
Pressemeddelelse
Bridgestone Danmark i tungere rolle
Bridgestone ændrer sin europæiske regionsstruktur og giver Bridgestone Danmark tungere rolle
Japanske Bridgestone, verdens største dæk- og gummiproducent, har foretaget en ændring i sin europæiske regionsstruktur, som er opdelt i Nordeuropa og Centraleuropa med hhv. UK og Tyskland som hovedland og regionsansvarlig.
Det betyder, at Bridgestone Danmark, der før hørte til Bridgestones nordeuropæiske region, nu er en del af Bridgestones centraleuropæiske region, som udover Danmark omfatter Sverige, Finland, Norge, Østrig, Schweiz og Tyskland. Samtidig skifter Bridgestone Danmark reference fra regionshovedkontoret i UK til regionshovedkontoret i Tyskland.
Tættere på markedet i Danmark
I forbindelse med de interne organisationsændringer er Bridgestone Danmark i gang med at ansætte og on-boarde en del nye medarbejdere. Hidtil har en del arbejdsopgaver for det danske marked været udført på kontoret i UK – og det er medarbejdere til at løse disse opgaver lokalt, som Bridgestone Danmark nu er i gang med at ansætte på det danske kontor i Søften for at bringe hele virksomheden tættere på markedet i Danmark.
Samtlige salgs- og backoffice-funktioner placeret lokalt på det danske kontor
Medarbejderne skal varetage en række funktioner inden for bl.a. økonomi, kundeservice, priser og logistik. Når de sidste nye medarbejdere er på plads den 2. januar 2020, vil Bridgestone Danmark have øget medarbejderstaben med 8 medarbejdere, og vil herefter stå endnu stærkere i det danske marked med samtlige salgs- og backoffice-funktioner placeret lokalt på det danske kontor, og dermed være bedre rustet til fremtidens udfordringer i dæk- og bilbranchen.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20