29/10-20
-
Pressemeddelelse
Jo, du skal skifte til vinterdæk – også selvom det ikke sner
I en tid med global opvarmning og lune vintre med regn, regn og atter regn er der vel ingen grund til at skifte til vinterdæk? Det er jo efterhånden længe siden, vi har set sne på vores breddegrader.
Men jo, vinterdæk er stadig relevante! Og det er de allerede nu, selvom frosten lader vente på sig. Der er nemlig stor forskel på materiale og opbygning af sommer- og vinterdæk. Det fortæller teknisk chef hos dækproducenten Bridgestone, Jesper Sørensen:
- Gummiet i sommerdækkene bliver hårdere og mindre fleksibelt, når temperaturen falder, og det påvirker bremseevnen og vejgrebet i sving. Her klarer vinterdæk sig markant bedre, fordi de har et særligt slidbanemønster, dybere mønsterdybde og måske vigtigst af alt en gummiblanding, som forbliver blød også ved lave vintertemperaturer.
Og det behøver altså ikke være minusgrader, før vinterdækket er det sikreste valg. Vejgrebet, stabiliteten og bremselængden er betydelig bedre med et vinterdæk på efterårets kolde, våde og rimfrostglatte veje.
15 % af danske bilister kører på sommerdæk hele året
De fleste danske bilister husker at skifte til vinterdæk, lyder det fra Rådet for Større Dæksikkerhed.
60 % af bilisterne skifter dæk to gange om året og kører med sommerdæk om sommeren og vinterdæk om vinteren, som det anbefales. Men der er stadig op til 15 %, der kører med sommerdæk hele året.
I den anden ende af skalaen finder vi 17 % af bilisterne, som aldrig får vinterdækket af, men kører med dem hele året. Og det kan bestemt heller ikke anbefales, lyder det fra Bridgestones tekniske chef:
- Vinterdæk er jo opbygget specielt til kørsel ved lave temperaturer og på våde, glatte veje. Omvendt har de dårligere vejgreb og ringere stabilitet ved højere (sommer)temperaturer. Samtidig vil vinterdæk have omkring 15 % højere rullemodstand på tør, varm vej – det giver et betydeligt højere brændstofforbrug og et større dækslid.
De sidste 8 % af bilisterne benytter helårsdæk og slipper for dækskiftet forår og efterår. Et helårsdæk vil dog altid være et kompromis, da sikkerheden vil være dårligere både sommer og vinter, fordi det ikke er designet til den aktuelle sæson.
Så anbefalingen fra Jesper Sørensen fra Bridgestone er klar: du skal ikke vente på sneen, men allerede nu booke tid på værkstedet og få vinterdækkene på.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20